Page 34 - Årsskrift 2013 fra Historisk Forening Værløse

en alvorlig konflikt mellem seminarister- velse og Forglemmelse af det begangne”,
ne og deres lærere. idet de højtideligt lovede: ”At overholde
I årenes løb var der skabt tradition for, at den Orden, Lydighed og Agtelse, vi som
lærerne kunne benytte eleverne til bud- taknemmelige Lærlinge skylder de Mænd,
tjeneste, og det blev så også en selvfølge, der vil virke og arbejde for vort Vel”. Og
at de hjalp til med pasningen af lærernes så slap de formastelige oprørere med en
haver. Men efterhånden følte de vordende alvorlig advarsel!
pædagoger, at det var nedværdigende at Egentlig må de unge mennesker have op-
forrette alt dette ”hoveriarbejde”. Og i levet afslutningen på sagen som et sviende
1820 mundede misfornøjelsen ud i, at ele- nederlag. Men de blev dog fremover fri
verne skriftligt forpligtede sig til at nægte for den forhadte budtjeneste og arbejdet i
såvel budtjeneste som havearbejde. lærernes haver.
Kort tid efter bad lærer Boye en elev
(Chresten Olsen) om at besørge et brev, Boyes Farum-digt
hvilket Olsen nægtede. Afslaget bragte Under sin jonstruptid havde Boye god lej-
Boye i harnisk. Han greb fat i den ”ulydi- lighed til at stifte bekendtskab med pastor
ge og trodsige” elev og ville kaste ham på Henrik Kampmann i Farum, som var sog-
døren. Men fyren, en bomstærk kulsvier- nepræst for både Farum og Værløse sogne
fra 1779 til sin død den 4. april 1828. Man
er faktisk ikke i tvivl om, at denne ærvær-
dige, venlige præst har ”stået model” til
præsten, som optræder i Boyes digt fra
1818, ”Kirkeklokken i Farum”.
Digtet fortæller om, hvordan den gamle
præst sidder og forbereder sig i studere-
kammeret og pludselig hører en sælsom
lyd fra den store kirkeklokke. Han skyn-
der sig over i kirken og hører i stilheden et
dybt suk oppe fra kirketårnet. På præstens
kalden kommer en lille, otte-års dreng til
syne. Hvad skulle han i kirken ved nat-
En illustration af lærernes haver omkring tetid? Jo, forklarer han: ”Jeg fik at vide, at
Jonstrup. Kilde: Jonstrupbogen den rust, man kan gnide af kirkeklokken
søn, blev stående tavs og urokkelig, indtil ved midnatstid, den helbreder, - og min
Boye slap sit tag. Episoden blev indberet- moder er jo nær ved at dø”.
tet til Kancelliet med anmodning om, at Digtet slutter med, at præsten og den lille
eleverne Cappelen, Christensen og Olsen dreng går hjem til moderen. Dybt grebne
blev bortvist fra seminariet. De to første bliver de vidne til, at hun vågner op af en
som de egentlige ophavsmænd til mytte- styrkende søvn. Deres bønner er blevet
riet, og den sidste fordi han havde udvist hørt!
en ”særlig ondartet trods”. Forunderligt nok, så nåede Boyes smuk-
Imidlertid fremkom eleverne med en me- ke Farum-digt videre ud i Europa, takket
get ydmyg skrivelse, ”bedende om Tilgi- være H.C. Andersen. I 1866 var Dan-

32