Page 38 - Årsskrift 2005 fra Historisk Forening Værløse

ikke min, var imidlertid enig med mig. bag Hestene, som han ikke naaede at
Hun fik så at vide, at hun havde det let standse. Skraldevognen kørte hen over
nok, for hun var på aftægt, mens det var ham, og han var død paa Stedet.
ham, der måtte slide og slæbe, for at der
kunne blive noget til hende, hvortil hun En af hans Kusiner, en meget agtværdig
tørt bemærkede, at han såmænd havde ældre Dame, bragte mine Forældre
været ivrig nok for at få hende på aftægt. Nyheden om den slemme Ulykke. Ku-
Det indrømmede han, men da var priser- sinen var, som sagt, en yderst respekta-
ne også meget bedre, både på pattegrise bel Dame, men paafaldende snobbet.
og søer, og da kunne man få al den Da hun fortalte om den forulykkede
arbejdskraft, man havde brug for, men Fætter, forstod man, at hun ikke sørgede
nu ville de have både i pose og sæk og saa meget over, at Fætteren var død - for
tilmed ikke bestille noget. Jeg forstod, at vi skylder jo alle Vor Herre en Død, som
»krisen« herude på landet havde slået Holger Drachmann siger i sit store Digt
skår i meget. ...... « »Den sidste Parade«. Kusinen havde i
sit Mahogni-Bogskab Drachmanns Dig-
Denne hyggelige Samtale maa have fim- te smukt indbundet og med Guldsnit.
det Sted omkring 1935. Da havde Krisen For hun holdt meget af Vers. Nej, det var
»herude paa Landet« hærget saa længe, de nærmere Omstændigheder ved Ulyk-
at mange Landmænd var ved at blive ken, der smertede hende: At Fætteren
møre. Særlig haardt ramt blev Gaard- var blevet kørt over af en Skraldevogn.
ejerne nær Hovedstaden. Udover alle de Det fandt hun dybt tragisk. - Man fik
Fortrædeligheder, de havde fælles med den Tanke, at hvis Fætteren var blevet
Landbruget i hele Danmark, maatte de kørt ihjel under en kongelig Karet, vilde
ogsaa opleve Ejendoms-skatternes Him- det ikke have været nær saa sørgeligt.
melflugt. Det blev efterhaanden umuligt Hun havde altid tilkendegivet sit Mis-
at drive Landbrug uden at sætte Penge hag, naar nogle i Familien omtalte hen-
til. Og naar Laanemulighederne var ud- des Onkel »Sophus paa Skidtet«. For
tømt, var der ingen anden Udvej end at hende gjaldt den Undskyldning ikke, at
sælge til en »Gaardslagter«, der hurtigt det kun var sagt i Spøg. Hun forstod
fik Markerne udstykket til Bygge- nemlig slet ikke Spøg. - Og nu skulde
grunde. Blandt dem, der maatte give op, hun opleve, at hendes Fætter blev kørt
var Klostergaardens Ejer. Hans Søn for- ihjel under en Skraldevogn, tilmed hans
trak til Nyhuse ved Hillerød, men selv egen. Hun syntes, at det maatte skade
følte han sig saa stærkt knyttet til Familiens Omdømme, som laa hende
Værløse, at han vilde blive paa Egnen. stærkt paa Sinde. Hun stod uforstaaende
Ved Gaardsalget beholdt han en Lad- over for denne nærmest upassende
vogn og et Spand Heste og nedsatte sig Afslutning paa Klostergaardens Histo-
nu som Vognmand, d.v.s. han blev mest rie. Men Herrens Veje er uransagelige,
beskæftiget med Kørsel af Skrald. havde hendes Konfirmationspræst sagt.
Under dette samfimdsnyttige Arbejde Det var i 1891. Og de Ord stod vel sta-
fandt han sin Død. Formodentlig har han dig ved Magt, selvom næsten alting var
faaet et pludseligt Ildebefindende. I lavet om, siden hun var blevet kon-
hvert Fald gled han ned fra Bukken, ned firmeret.

36