Page 37 - Årsskrift 1988 fra Historisk Forening Værløse

tradition. Og på det seneste er der igen
nogle, der har taget fremstillingen af horn
op samt lært sig at bruge dem.
Lad mig tilsidst sige, at selvom ikke alle
horn i gamle dage var stemt så nøje i
forhold til vores nutidige musikalske tra-
ditioner, så hørte disse toner den vilde
natur til, også eventuelle disharmoniske
toner. Alle disse toner blev af skovenes og
dalenes ekkoer samlet og kastet tilbage
som hele akkorder - et skovens troldorgel.
Og praktisk nytte og funktion i al ære - den
som har hørt et hyrdehorn i skoven en
stille sommeraften og mærket nakkehåre-
ne rejse sig fortryllet i en stemning af urtid
og evighed, for ham lever hornet stadig.

Artiklens forfatter viser hyrdehornsblæsning (bukkehorn).

Oldsagssarnlingen fra

Vindekilde

af TolaAndersen

l efteråret 1988 indkom der en større rømte, hvilket Værløse Museums stifter,
oldsagssamling til Mosegaarden. Den Karl Nielsen, kunne tale med om.
stammer fra gården Vindekilde ved Sø- Også på Nationalmuseet vil disse mid-
sum.. dage blive erindret, da der i en fodnote til
Samlingen er opstået på basis af Ejnar en beretning ang. en indberetning, fore-
og Gudrun Andersens intensive indsam- taget afhr. Andersen til afd. l, står: Fruen
ling gennem de ca. 32 år, de ejede og på gården laver fortræffelig mad. - Så en-
drev gården Vindekilde. hver sulten arkæolog, der fulgte efter på
Ejnar og Gudrun Andersen var ivrige, disse kanter, vidste besked med dette for
aktive og respekterede amatørarkæo- en arkæolog ikke uvæsentlige forhold!
loger. De var respekterede af både ama- Som det allerede er antydet, så dan-
tør- og fagarkæologer, af hvilke utallige nede disse middage rammen om et
er kommet på gården gennem årene. - arkæologisk miljø, som var vidt kendt
Og fru Andersens middage var vidt be- inden for disse kredse.
35