Page 19 - Årsskrift 1982 fra Historisk Forening Værløse

den samme, der hjalp mig over grænsen i egen søn og lade vort være dit og dit vort.
1914, da tyskerne ville tvinge mig til at Hvor det sker i kærlighed, er det ingen
myrde uskyldige franske og engelske sol- synd, at vi bliver og deler med dig.«
dater. Det er den samme, der førte mig til »Amen,« sagde Ivar [espersen.
et godt hjem, da jeg flakkede omkring Ivar døde ikke den gang. Han ikke
som flygtning. Det er den samme, der nu alene kom sig, men hans tungsind veg
så tydeligt siger mig, at her har jeg ingen bort.
ret.« »Men fordi et ran er gammelt, er Og næste år holdt Elisabeth og Willum
retten dertil ikke hos røvernes efterkom- bryllup. De blev gift en strålende som-
mere,« sagde Else ivrigt, »og vi bør sone merdag. Brudens kjole var en af de sjæld-
for vore forfædres skyld l« neste, der nogensinde var set i kongerige t
Willum lo ad hendes højtidelighed, men Danmark. Den var af antikt riflet, hvidt
sagde så alvorligt: »Ieg blev modtaget silketøj. af den slags, som ikke fandtes i
med kærlighed her på gården. Jeg fik lov nogen butik. Og hendes slør var kantet
til at leve blandt mennesker, der holdt med dejlige tønderske kniplinger.
Guds ord i ære, og hvor alt, hvad der var »[a, bønderne har tjent godt på kri-
godt og rent sad i højsædet. Og så skulle gen,« sagde en københavnerfrue. som af
jeg for en gammel mosgroet legendes nysgerrighed havde sneget sig ind i lands-
skyld føre proces og lave store numre med bykirken under vielsen. »Se på den flotte
mine bedste venner. Nej, lad mig så hel- kjole, som bruden har på.« »[a, og se på
lere liste tilbage over grænsen, hvorfra hendes mor,« hviskede veninden, »hendes
jeg kom, og gå med de andre unge i krig. sorte silkekjole er af det samme stof.« Og
Hellere det, end optræde som røver oppe i så skyndte de sig ud i deres ventende biler
Danrnark.« for hurtigt at komme til hovedstaden og
Han tog de gamle papirer og kastede finde noget lignende silketøj i en butik.
dem i kakkelovnen. Så rakte han silke- Men de fandt det aldrig.
tøjet og kniplingerne til Elisabeth og hen- Thi kun det lykkelige brudepar og deres
des mor. »[eg har hørt tale om, at man nærmeste kendte brudekjolens hemmelig-
snart ikke kan købe tøj mere, fordi her hed.
indføres så lidt varer til Danrnark,« sagde - Det lykkedes nogle år senere at finde
han. »Tror De ikke, det var bedre, fru de sidste rester af den myrdede kræmmer.
[espersen, om De og Elisabeth anvendte Willum lod pladsen under den gamle bøg
disse gamle sager?« grave op, og et skelet kom til syne. Og
Han tilføjede med et lunt smil og et den tønderske kniplingskræmmer blev
varmt blik til den unge pige: »Det er vist jordet i kristen jord. Hans tipoldebarn og
helt godt tøj.« hans morders oldebarn fulgte ham til gra-
Da rejste den gamle gårdmand sig op. ven. Og Elisabeths og Willums lille dreng
Det var, som om der på ny kom liv og plantede de første blomster på graven.
sundhed i ansigtet. Han rakte hænderne Det var blå forglemmigejer, som bredte
mod Willum. »Så er der da mennesker til, sig over hele graven, eftersom årene gik.
der bærer velsignelsen med sig overalt, og
som ikke søger deres eget.« »[a,« sagde Efter denne meget romantiske fortælling om »Elisa-
beths Brudekjole«, som blev trykt i »Hjemme og
Else, »vi forstår, at Willum handler såle-
des, fordi han er en af sin »sagførers- bed- Ude«, tillæg til »Kristeligt Dagblad«. nr. 251,28. juli
1932, kommer nu de mere barske realiteter, også
ste klienter. Men et må vi have lov til, skrevet af Ebba Tramp, hvor hun skildrer, hvad der
Willum, det er at beholde dig som vor i mange år blev fortalt mand og mand imellem:

17