Page 16 - Årsskrift 1982 fra Historisk Forening Værløse

De deltog ikke i egnens forlystelser eller tage mig i sin tjeneste, da Danmark jo har
gilder, men de åbnede gæstfrit gårdens udleveringspligt overfor Preussen.« Ivar
stuer for møder og missionskredse uden at nikkede. »Korn med mig hjern,« sagde
lade sig anfægte af faderens tunge sind. han. »Vi kan huse Dem til i morgen, og så
Så hændte det en lun augustaften i kan vi tale sammen om sagerne«.
1914, at Ivar var ude på marken for at Den unge sønderjyde fulgte hjem med
lede efter en ko, som havde revet sig løs. Ivar Jespersen. På vejen hjem fortalte
Han spejdede efter den til alle sider. Nå, han, at hans navn var Willum Luders.
der løb den helt nede ved bøgetræet, der, Hans mor var enke. Han havde tidligere
hvor den lille høj var. Han så i det samme været på dansk landbrugsskole og var
i halvmørket, at en skikkelse kom ud af vant til at tage fat og ikke bange for at
skoven. Det var en mand med en sæk på arbejde.
ryggen. Da Ivar hørte den unge mands navn,
Ivar blev ligbleg. Han troede ikke på blev han ligbleg. Han stod stille og stir-
spøgelser, men der var noget så uvirkeligt rede på den fremmede. »Er De ikke fra
over denne trætte skikkelse. Ivar tvang Tønderegnen?« spurgte han usikkert.
sig selv til at gå hen til den fremmede. »Nej, fra Haderslev.« lød svaret. »Men
»Hvern er De?« spurgte han barsk. min stamfader var kniplingskræmmer fra
En ung mand strakte bedende sin hånd Jejsing ved Tønder. Han var en rig mand,
ud imod ham og sagde fortvivlet: »1 [esu men han forsvandt på en rejse til konge-
navn giv mig husly. Jeg er flygtet fra Søn- riget. Og ingen har senere hørt noget til
derjylland. Jeg er dansk af hjerte og sind, ham«.
og ingen magt i verden skal tvinge mig til »Hvad hed han?« spurgte Ivar lavmælt.
at gå i krig for tyskerne. Så flygtede jeg og »Han hed Luders«. Ivar Jespersen tav. Da
er vandret på min fod hertil. Jeg har søgt de kom hjem, sagde Ivar til Else: »[eg har
plads overalt, men hidtil har ingen turdet bragt en ung mand hjem. Hvad enten han

14