Page 17 - Årsskrift 1982 fra Historisk Forening Værløse

er flink eller ej, så skal han blive her på af moder Else som af en mor og sværmede
gården. Intet er for godt til ham; han skal for den kønne og kloge Elisabeth, men
være her som vor søn.« han forstod sig ikke på Ivar Jespersen.
Else så forundret på ham. Ivar var ellers Ikke sådan at forstå, at Ivar ikke behand-
så mut mod fremmede; men hun syntes lede ham godt. Nej, det var snarere, som
selv, at den unge mand så ærlig og åben om gårdmanden var bange for ham. Tre
ud. Og de trængte netop til en karl, da gange havde Ivar forhøjet Willums løn,
deres forkarl var indkaldt under mobilise- men da han fjerde gang ville forhøje den,
ringen. protesterede Willum ligefrem. »Nej, nu
Villum blev i løbet af kort tid uundvær- skal De ikke give mig både i pose og
lig på gården. Han viste folkene på går- sæk, « sagde han leende.
den, at det var ikke af mangel på mod, at Sådan gik et år. Sommeren 1915 blev
han var flygtet fra Slesvig. Thi samme Ivar syg. Han gik og skrantede, og Else
sommer reddede han nogle drenge fra måtte aflyse det store KFUM-møde, som
druknedøden i Søndersøen; og han for- de skulle have haft i gårdens store have i
stod at tumle en vild tyr bedre end nogen juli. Om efteråret måtte Ivar lægge sig.
anden. Han var både flittig og pålidelig, En kold, regnfuld dag kaldte han Elisa-
og Else satte særlig pris på ham, fordi han beth ind i sovekammeret til sig. Den unge
var kommet fra et kristent hjem; al ban- pige gik derind. Hun satte sig ved fade-
den og al moderne forlystelsessyge lå ham rens seng og ventede på at høre, hvad fa-
fjernt. Derimod kunne han synge som in- deren ville sige.
gen anden på gården. Hvad enten han gik Ivar så bleg og indfalden ud. Han hvi-
bag ploven eller fodrede kreaturerne, så skede sagte: »Lisbeth, vi er bedragere i
havde han altid en sang på læben. Og Eli- vores slægt. Vi erhvervede vore penge
sabeth greb ofte sig selv i at synge med. »1
alle de riger og lande, hvorhen jeg i ver-
den f6r, jeg fægted med åben pande, for
hvad jeg for alvor tror".
Hun lagde ikke skjul på, at hun syntes
godt om den raske karl. Willum var selv
glad for sit arbejde på gården. Han holdt

15