Page 15 - Årsskrift 1982 fra Historisk Forening Værløse

Den gamle Ole var karl på kroen, og Men årene gik. Sørens søn, unge Ivar,
kiggede fra tid til anden ind ad ruderne. skulle nu være gårdmand. Han var en
Han så Madses hustru bringe punch ind, moderne bonde, der havde været på real-
og han hørte, hvorledes Mads vedblev at skole og landbrugsskole. Han hørte til de
tylle brændevin i den tyske kræmmer. vågne i sognet, og før faderens død gif-
Han så også at kræmmeren blev fuld, og tede han sig med en smuk, ung pige, en
så, hvordan Mads og hans kone bar ham fiskerdatter. som han havde lært at kende
ned i sengekammeret. ovre på Jyllands vestkyst, da han engang
Om natten hørte han skrig, stønnen og besøgte en kammerat.
rallen nede fra sengekammeret. og han Så døde da gamle Søren. Ligesom sine
hørte krokonen gå og vaske, som om hun fædre tog han sin søn i enrum, da døden
skyllede både seng og lagener. Og næste nærmede sig og betroede ham slægtens
dag var bissekræmmeren forsvundet. På hemmelighed. Men Ivar tav.
Oles spørgsmål, svarede Mads, at bisse- Da begravelsen var forbi, sad Ivar og
kræmmeren var stået tidligt op og var gået hans unge hustru Else i gårdens storstue.
sin vej. Gæsterne var gået, og der lå endnu gran-
Ingen uden Ole havde set ham komme kviste rundt på gulvet, hvor kisten havde
og gå, og Ole fik samme år lagt på løn- stået.
nen, så han turde ingen ophævelser gøre. Ivar gik urolig op og ned. Else betrag-
Men da han en dag gik ned til Søndersø, tede ham alvorligt. »Else.« sagde han,
så han, at der nylig var gravet under det »jeg kan ikke begribe det hele! Det er nu
store bøgetræ nede ved søen. næsten hundrede år siden, at denne for-
Han turde dog først tale derom efter brydelse fandt sted, og dog har den knu-
mange års forløb, men da var både Mads get mig og pint mit sind, siden far fortalte
og konen døde, og den gamle Ole gik i mig derom. Jeg kan ikke glemme, at hver
barndom, så alle lo deraf og regnede ikke øre, vi ejer, stammer fra det mord, som
med, hvad han sagde. min oldefar har begået. Der kan jo være
Men Kro-Mads må have betroet sig til ulykke ved de penge.«
sønnen Jesper; thi Jesper blev sær og vran- Else sukkede. »Der er en ulykke ved
ten. Han havde arvet tredivetusind rigs- alle penge, som vi ikke lader Herren råde
daler efter faderen, og det gik med dem for,« sagde hun. »Vi kan jo ikke give dem
som med Fandens øvrige penge. De yng- tilbage til den døde mand; vi aner jo ikke
lede og blev til flere. engang hans navn, eller om han havde
Det var også sært nok, at skønt Madses efterkommere. «
kone var en so, der aldrig ejede andet end Ivar blev ligbleg, men svarede ikke.
en grå vadmelskjole, så efterlod hun sig Men konen vedblev: »[eg lærte i mit hjem
dog mange hundrede alen fine tønder- at synge den gamle sang »Cud skal alting
kniplinger og både en rulle sort og en rulle mage«. Han kan også mage det sådan, at
hvidt silketøj af den sværeste slags, som hvis vi kan gøre noget af det godt, som de
kom fra Hamborg. gamle har forbrudt, så får vi nok lov til
Men i den familie fortæller nok altid fa- det«. Men Ivar tav, og fra den dag var det
deren til sønnen, hvor pengene stammer ligesom noget af slægtens tunge sind gik
fra, når tiden er inde, og de skal til at dø, over ham.
- men endnu har ingen i slægten haft mod Ivar Jespersens lille datter Elisabeth
til hverken at gå til Herrens bord nogen- voksede op til en høj, smuk pige. Både
sinde eller at give pengene fra sig«. hun og moderen sang over deres arbejde.

13