Page 18 - Årsskrift 1982 fra Historisk Forening Værløse

gennem et mord, og Satan lod pengene han ikke efter hundrede års forløb,« sagde
vokse! Vi har ingen ret til at eje noget der- faderen. »Juridisk ret,« råbte Elisabeth,
af.« »Du har feber, far,« sagde hun, »nu »det er ikke kristne menneskers rettesnor.
skal jeg ringe til doktoren om at komrne.« Hvis vore penge er den myrdede mands,
»Nej,« råbte Ivar, »ies ved, hvad jeg si- så skal Willum have gården.« »Vil du og
ger. Se, hvad der ligger i det chatol der- mor da gå herfra som tiggere, når jeg er
henne. Her er nøglen, se nu selv efter.« død?« spurgte han. »Din død taler jeg
Elisabeth gik tøvende hen og åbnede ikke om, far, du er syg på sjælen, fordi du
skuffen. Der lå en rulle sort og en rulle af ikke tør lade lyset skinne ind i din sjæls af-
det sværeste hvide riflede silketøj . Det var lukke, der hvor fædrenes synd har taget
gulnet. men skønt i farven. Ved siden af lå bolig. Men du ser, at syndens forbandelse
en hel del fine tønderske kniplinger, vik- har ødelagt livet for tredie og fjerde slægt-
lede om blåt pap. led. Jeg er det femte led, og jeg vil have
»Nej, hvor er de dejlige,« råbte pige- luft og lys i alle forhold. Vor tids kristne
barnet, og rullede de gamle kniplinger af ungdom vil ikke gå til møder og synge og
pappet. »Se i den mappe der.. hviskede samtidig dække over gammelt smuds i
faderen. hjemmene. Det vil du selv forstå, far!«
Der lå en gammel tegnebog med Frede- Ivar så op. Han kendte slet ikke sin dat-
rik den 6tes billede påbroderet. Elisabeth ter igen. Den milde, glade Elisabeth lig-
åbnede den. Den indeholdt et pas fra året nede en modig, dansk skjoldmø, sådan
1814, lydende på navnet Hans Willum Lu- som han kendte det fra gamle billeder.
ders fra Jejsing ved Tønder, samt nogle »Må jeg så kalde på mor og Willum?«
breve og en døbeseddel. sagde hun bestemt. »Elisabeth du er ar-
Hun så forundret hen på faderen. Han vingen og eneste barn. Hvis du fuldtud
rejste sig halvt op og sagde hæst: »Dette forstår, hvad du gør, og hvis du ikke kan
er, hvad fædrene viste deres sønner her på gøre andet, så gør, hvad du vil. Kun be-
gården. Disse ting tilhørte bissekræmme- der jeg dig vente til i morgen.«
ren, som oldefar myrdede om natten. Og Næste dag efter middagen blev Willum
bedstefar kendte den myrdedes navn, kaldt ind til sin husbond. Den syge mand
man han var for fejg til at opsøge hans rakte ham en gammel brevtaske med pa-
slægt og give tilbage, hvad der var deres. pirer. Han meddelte ham, at hans hus-
Bedstefar var for gerrig. Far var egoistisk, bonds oldefar havde myrdet kræmmeren
og jeg var for slap. Og derfor hvilede fra [ejsing og røvet hans penge. Hemme-
tungsindet over os alle, derfor kunne vi ligheden blev betroet fra far til søn gen-
aldrig være lykkelige. Og nu er den gamle nem fire generationer. Men Elisabeth øn-
kræmmers sidste slægtning kommen til skede sagen fuldt oplyst. Nu ville Ivar
gården. Og uden at han ved det, så føler overgive Willum papirerne og bede ham
jeg det hver eneste dag, som om vi stjal søge en juridisk hjælper, der kunne ud-
brødet fra ham og hans!« rede, hvad der rettelig tilkom ham, og
Elisabeth gjorde nogle spørgsmål. Så hvorledes alt kunne ordnes på en juridisk
rejste hun sig og sagde roligt: »Nu kalder og moralsk forsvarlig måde.
jeg på mor og Willum. Her skal ingen Willum læste de gamle papirer, så lidt
hemmeligheder være her på gården. Vi la- på sagerne og sagde stille: »Her behøves
der Willum se de gamle papirer, og vi la- ingen anden sagfører end ham, der hidtil
der hele sagen undersøge. Og Willum skal hjalp mig. Han hjælper også nok fremde-
have, hvad der er hans.« »[uridisk ret får les.« »Hvern er det?« spurgte Ivar. »Det er

16