Page 16 - Årsskrift 1975 fra Historisk Forening Værløse

Huekonerne tegnede selv deres mønstre og skabeloner. Måske har de hentet inspi-
ration i hedebosyningens motiver; der er mindelser om "baldyring" og "maskesyning"
i flere af mønstrene. Der krævedes fantasi for at komponere en smuk hue, og skabe-
lonerne gik i arv fra mor til datter.
Broderiet blev udført på syramme, desuden måtte man have en trådfører og kniv
eller saks. I sin sykasse havde man alle sine materialer. De bestod af silke, guld- og
sølvtråd, pailletter og "perler", dvs. kopper, folie og agern. Kantille er spiralsnoet
metaltråd, der blev klippet i småstykker. Pailletter er små flade metalplader med hul
i midten. Kopper er små hulskåle eller buler uden midthul - man prikkede huller i
kanten med en nål. Desuden naturligvis skabeloner af pap, der blev farvet i gurke-
meje eller sølvbronzerede, alt efter om det var til en guld- eller sølvnakke.
Med trådføreren blev skabelonen helt oversyet med tråd, "at sprenge" kaldtes det,
eller trådsyning. Bunden blev så udfyldt med kantille og evt. pyntet med kopper,
agern og pailletter.
Hver huekone havde sine egne mønstre og skabeloner, som hun vogtede nidkært
over. Ingen af vore mange huer er således helt ens.
Nakkerne var stivet af med pap og kraftigt for af hjemmevævet hør. Bindebåndene,
der var almindelige sorte bændler til hverdag og brede silkebånd til søndag eller fest,
blev omkring 1860 sat i en flad sløjfe i højre side for konernes vedkommende, i ven-
stre side hos pigerne. Desuden havde man nakkesløjfe. Huebåndene var røde for den
unge pige, sorte for den gifte kvinde, der desuden havde lov til at pynte forkanten af
huen med en bred guldgalon.
Den fik hun vistnok af sin mand i bryllupsgave. Den var tegnet på den gifte kvin-
des værdighed, og det fortælles, at hvis en karl gjorde for kraftigt kur til en gift kvin-
de, kunne hun advarende pege på sin hue og sige: "Agt på galonen!"
Faldne kvinder skulle have grønne bånd, påstås der.
Fra omkring 1840 laves der ikke længere silkehuer. u er det blevet "fint" at have
en guld- eller sølvnakke, hvis man har haft råd til det.
Mange af de prægtige silkebroderede huer er endt som selskabstasker. Man kan
beklage det og synes, det er synd. Men det har måske reddet dem fra tilintetgørelsen.

Fig. 3. mus. nr. 919. En meget gammel hue, der er broderet med flossilke på brunt fløjl. Huen
har fem nakkefolder, men broderiet breder sig jævnt ud over hele nakken i et samlet mønster
uden markerede folder. Der er syet tre stjerner i sølvtråd i sprengning, omgivet af pailletter.
Metalbroderiet virker amatøragtigt, så huen er næppe syet af en huekone. Kappen er omgivet af
en bred defekt guldgalon.

Fig. 4. mus.nr. 725. Femfoldet silkebrodereret nakke, syet på brunt fløjl. Der er en del spreng-
ning med sølv tråd og enkelte pailletter. Metalsyningen virker professionel. De fem nakkefolder
er udført i forskelligt materiale: De to yderste er syet med silke, de midterste med sølvtråd. Der
er forkappe af sort lasting med blonde i kanten og røde hagebånd.
Begge huer stammer fra afbyggerstedet på Galgebakken i Knardrup. De har været brugt af
den gamle bedstemor i huset, Karen Margrethe Andersdatters moder.
Giver: Jensy og Hans Nielsen, Knardrup.