Page 21 - Årsskrift 1975 fra Historisk Forening Værløse

kunde nok ligne hinanden, men den, der kendte til det, kunde godt kende Forskel
paa, hvem der havde syet dem.
Hvorledes saadan en Guldhue blev lavet fra først til sidst, kan jeg ikke rigtig for-
klare, men den saa nydelig ud og klædte dem godt, dem hvis Stand den hørte til,
altsaa Bønderfolk. Saadan en Hue kunde de have hele deres Levetid, ja, den kunde
endda gaa i Arv til deres Efterkommere, og de kunde dog have den i mange Aar der-
efter, naar de holdt godt Hus med den. Saadan en Hue kunde koste fra 30 til 50
Rigsdaler. Det var jo ogsaa min Bestilling at gaa omkring med Huerne, hvad der
sommetider kunde blive lange Ture. Der var nemlig ikke ret mange, der kunde sy
Guldhuer, og da Mor nu engang havde faaet Ry af sine Huer, saa kom de fra flere
Miles Omkreds og bestilte Huer hos hende. Enten kom de selv kørende, eller de
sendte Bud med Handelsmænd eller Hønsekræmmere, som jo gerne kom igennem
Farum, naar de skulde til Kjøbenhavn. Det kunde jo ogsaa hænde, at Hønsekræm-
merne ogsaa kom og hentede dem; men som Regel maatte jeg gerne afsted med dem,
da det ikke altid passede, at Huen var færdig den Dag, de kom kørende forbi, og når
en Hue var færdig, trængte vi jo til at faa Pengene for den. Saa maatte jeg jo mar-
chere afsted med den, og det var mange Gange nogle lange Ture. Jeg husker en Tur,
jeg var afsted med en Hue, der var fire Mil dertil, og Huen blev ikke færdig før
henad Eftermiddagen. Jeg naaede jo ogsaa Bestemmelsesstedet ud paa Aftenen, hvor
jeg blev vel modtaget, fik god Aftensmad og en Flaske Fløde samt mine Penge, saa
"stejlede" jeg hjemad det bedste, jeg kunde, men kom ikke hjem før efter Midnat;
det var en tur paa otte Mil, omtrent ud i et Køre, men da jeg kom hjem, blev der jo
Glæde, og Mor, som havde gaaet og ventet mig med Længsel, kom mig i Møde, da
jeg naaede Byen, og hun fik jo snart Kedlen over, og vi fik os en Taar Kaffe, inden
vi gik i Seng. Jeg har nu haft mange lange Ture, men jeg tror, det var en af de
værste.
Men Guldhuerne gik jo ogsaa af Mode tilsidst, ligesom saa meget andet; de be-
gyndte jo og skulde gaa købstadsklædte, og til saadanne Modeklæder passede jo
Guldhuerne ikke, saa den yngre Slægt gik ikke med Hue, og der var endda nogle
ældre der havde gaaet med Hue fra de var konfirmerede, som ogsaa lagde den af,
"smed Huen", som man sagde. Men jeg maa sige, at de saa ganske anderledes nette
ud med deres Hue end saadanne halvgamle Mennesker med en moderne Hat; men
de fleste blev dog ved med at gaa med Huen, saa længe de levede. Der var en Gaard-
mand, der boede i Farum, som havde den samme Mening om den Ting, som jeg;
han sagde, at han hellere vilde give sin Kone en Hue til 100 Kr. end en Hat til 10 Kr.
Nu om Stunder er det jo en hel Sjældenhed at se en Kone med Guldhue, og det vil
ikke vare længe, førend de kun kan ses paa Musæet eller hos Antikvitetshandlerne.
Hos en saadan saa jeg i Vinduet en hel Del Guldhuer, og imellem dem kunde jeg se,
at den ene havde Mor syet; der var nemlig ikke to, som var fuldstændig ens, hvilket
kommer af hvers ejendommelige Snit, som kun de kan se, der kender det. - - -"