Page 14 - Årsskrift 1972 fra Historisk Forening Værløse

Da Syndfloden kom

I november måned 1872 fik min søster Christine, som dengang var otte år en dag
ordre til at følge med mig ned til Farum. Jeg skulle have nye støvler, og dem skulle
skomager Vilhelmsen i Farum sy til mig. Vilhelmsen var egnens bedste skomager, .-
det havde han ord for at være; desuden kendte mine forældre skomagerfolkene, så
vi skulle til Farum, min søster og jeg.
Jeg var dengang 6 år, eller tæt derved. Nå, - vi begav os trøstigt på vej - jeg var
naturligvis henrykt over at skulle have nyt fodtøj. Det var ikke frit for, at jeg følte
mig lidt kry deraf.
Men da vi var kommet et godt stykke uden for byen og var i nærheden af ørre-
skoven, begyndte det at se så underligt mørkt ud, - det begyndte også at småregne,
men lidt efter lidt tog regnen til, og blæsten, som vi før havde mærket anledningsvis,
blev pludselig voldsom - ja, gik helt over til storm.
Det var slet ikke morsomt. Vi måtte skynde os at komme i læ - sagde min søster -
jeg tror det bliver uvejr. Jeg begyndte rigtig at blive ked af det, og foreslog min søster
at vende næsen hjemefter. Men det kunne der slet ikke være tale om - desuden var vi
jo strax inde i skoven, og derinde skulle vi da nemt finde læ, mente hun.
Det var der jo også tildels ; men uvejret øgedes: Det stormede ganske forskrækkeligt
- og så dette mørke! Jeg blev bange; men min søster, som var meget energisk og vant
til at lystre parole for en given ordre, ville ikke vende hjem med uforrettet sag, så
frem skulle vi. Hun trøstede mig med, at når vi kom helt ud af skoven, holdt uvejret
nok op igen - det gjorde det altid, når det tog så stærkt på vej til at begynde med.
- Men det holdt ikke op, - tværtimod, - det blev værre og værre. Vi havde aldrig
oplevet noget lignende. Kommen ud af skoven, er der to søer, der mødes, kun adskilt
ved en smal - ja, i hvert fald dengang - meget primitiv vej. Vejen var så smal, at to
almindelige køretøjer ikke kunne komme forbi hinanden.
Til vor store forskrækkelse så vi desuden nu, at vandet var steget og stod ikke så
lidt over den meget lave søvej. Pludselig gav vi os begge to til at græde; men det
varede kun en kort tid, så siger Christine: Ja, med det kommer vi jo ingen vej, vi må
vade igennem; jeg kan godt se vejen. Det var lettere sagt end gjort; men søster var jo
chef for ekspeditionen, og hun trak af med mig - der hjalp ingen: Ah, kære lille
søster - der; næ tak!

12