Page 9 - Årsskrift 1969 fra Historisk Forening Værløse

Min skolevej

Af Knud Hjortø

Min barndoms første landevej er den, der går forbi Hjortøgård i et par hundrede
skridts afstand. Den løb vest for gården og lå højere end den, og når man sad udenfor
den vestre længe, kunne man ikke se, der var en vej. Den gav sig kun til kende ved
det, som færdedes på den. Når solen gik ned, så det ud, som om solen sank ned i
vejen. Folk, som kom kørende deroppe, havde ild i hjulene. Støvede det efter sådan
et køretøj, blev indtrykket af ildebrand endnu stærkere. Inden en lille dreng var kom-
men så vidt, at han kunne gå fra gården op til vejen, havde vejen således vist sig at
ha to mærkelige egenskaber: den var der, men sås ikke, og solen lå på den et øjeblik
hver aften og sank så igennem den. Men den havde også en tredie mærkelighed. Et
stykke til højre, hvor vejen steg, stod der en tjørnebusk. Den var tæt og bred. Om
dagen var den grøn, men om aftenen blev den sort i den nedgående sol. Bagefter stod
den på den gule aftenhimmel og samlede mørke. Det blev nat i den førend andre
steder. Men så en dag blev det til nærmere bekendtskab med tjørnen, derved gik
noget af det mærkelige af den, men den viste sig til gengæld at ha en egenskab, som
ikke kunne ses nede fra gården: den var ondskabsfuld. Når man ville rykke et af de
modne horsekød af, som den hang så fuld af, kom fem andre grene, som man ikke
havde gjort noget, og flåede en hen ad fingrene. En træsko sat oven på de værste af
dem, straks rykkede fem andre frem, som man ikke havde tænkt på, og huggede. Det
var ingen venlig begyndelse, det måtte hævnes, og en dag stod der en lille tør stak
af tørre rugstubbe inde i tjørnebusken. Det var ikke tilladt at brænde blus, men her
var et højere hensyn til stede. Der blev sat ild på stakken, en strengt forbudt flamme
slikkede op gennem busken, grenene spruttede og hvæsede. Men busken brændte ikke
som den skulle, og den forsvarede sig med alle kløer imod, at mere brændsel blev
stukket ind i det tætte, hvor det rigtig skulle gøre virkning. Ilden gik ud, og der var
ikke sket noget. Næste sommer var der kun en lille vissen stribe at se i alt det grønne,
og set nede fra gården var tjørnebusken, hvad den altid havde været: Et øjeblik bolig
for aftensolen, derefter for tidligt aftenrnørke.
Men det var dog først den dag, jeg kom i skole, min fortrolighed med vejen for
alvor begyndte. Den var i virkeligheden kun vej om sommeren. Efterårets vej var kun
en stribe gråt pløre, lidt lysere end pløjemarkerne på begge sider, og om vinteren var
den sne og sjap ligesom markerne. Men om foråret, når alle ting, der længe havde
været grå, tog hver sin farve, da sprang også vejen ud med sin egen lyse farve, den
blev sig selv, ikke længere udvisket og ens med alt andet i farveløshed. Aldrig var
vejen smukkere end en forårsmorgen i april efter natteregn. Vejen var allerede tør,
gruset langs hjulsporene stor urørt som stivnet skum. Rørte man ved det med en
pind, faldt det straks sammen. Alle spor stod friske og klare, hund, vogn og menneske.

7