Page 12 - Årsskrift 1969 fra Historisk Forening Værløse

Kr. Værløse vindmølle, brændt i februar 1929.

dige. - Mange år senere cyklede jeg sammen med min søn ad en vej af samme slags.
Jeg sad på min cykel og tænkte igen på det med diget. Lige med et hører jeg drengen
udbryde i stor sindsbevægelse: Far, vejen er jo bygget oven på et dige ligesom i Hol-
land. Ja, det er besynderligt, hvad der sådan kan komme til at gøre indtryk på en.
Langs kirkegårdsmuren groede i vild frodighed alle mulige navnløse vækster, blandt
andet en, der havde gul mælkesaft, hvilket jeg fandt væmmeligt og vel stemmende
med det navn, den havde til forskel fra de fleste andre blomster, der var uden navn,
fnaturt. Senere blev jeg botaniker og forstod, at gul mælkesaft er et interessant til-
fælde, og jeg lærte, at blomsten hed svaleurt.
Oppe på kirkebakken lå så kirken og møllen og hele byen. Vejen delte sig her og
gik til forskellige sider, men for mig endte den i den store plads mellem kroen og
smedien, Kirke Værløse torv. Det var i mange år verdens største torv. Alligevel var
det hyggeligt ved de mange træer foran kroen og ved ambolten s sang fra smedien.
Der kom også andre mennesker, og der kom andre drenge. Og pladsen var i sig selv
tiltrækkende, jeg ved næppe ved hvad, men jeg kan endnu mærke det, når jeg tænker
på den. De veje, der gik fra pladsen ud i den vide verden, brød jeg mig i mange år
ikke om, pladsen var mig nok. I udkanten var den kørevej, i midten en fredelig plet.
Ved træerne omkring kroen og de små haver var den en åben plet i en skov. Senere
så jeg, hvad jeg nok havde tænkt mig, at hverken i Ballerup eller Lille Værløse eller
Farum havde de noget, der kunne sammenlignes med torvet i Kirke Værløse.

10