Page 11 - Årsskrift 1969 fra Historisk Forening Værløse

Om sommeren stod grøftekanten i blomst, det var en sammenhængende have, så
langt man kom. Ganske vist, der var ikke så forfærdelig meget ved den have, men
selv en dreng kan være modtagelig for duften af særkeærmer, som pigerne komisk
nok kaldte convolvolus. Og knopurten med den hårde kugle, hvoraf en lille rose stak
ud, var også interessant. Nede i grøften voksede hundetyde, som plantens folkelige
navn var, ikke vild kørvel. Vi drenge kaldte den hundetude, fordi man kunne tude i
den, når man skar et led af og lavede en sprække på langs ved den lukkede ende. Jo,
når man nu tænker tilbage på den have, så var den i grunden smuk. Men en dag var
den slået, dens blomster lå og visnede til noget, der skulle kaldes hø, men som mere
lignede afpillet ukrudt og udkastede blomster, som man kunne se dem på en aske-
mødding.
Når man fra vor alle drejede ud på vejen mod Værløse var det op ad bakke. Bak-
ken var ikke høj. Jo, nok i ens tanker, men ikke i virkeligheden. Så man sig tilbage,
lå gården nede i et hul, også søen lå dybt nede, ja selv de høje bakker med skov på
den anden side syntes langt nede. Fra toppen af denne bakke, som jeg har hørt kalde
Låddenhøvsbakken, efter en tjørneklædt høj et stykke borte, kunne man se kirken og
møllen i Kirke Værløse, gården og bakkerne mod nord, søen og dens bakker mod øst,
og midt i det hele lå vor mose, det grønneste og mest friske af det alt sammen. Her
på bakken holdt min far en dag stille og viste med pisken ud over landskabet, idet
han sagde til os, der sad bag i: Det er en køn terrin. - Sådan hed det nemlig på vor
egn. Men dette gjorde det bevidst for mig, hvad jeg længe havde anet, at her var
smukt. Jeg var en halv snes år dengang, og havde min far ikke gjort mig opmærksom
på det, ville det rimeligvis ha varet endnu en del år, inden jeg af mig selv havde op-
daget det. Det kan tit ha stor betydning for et barn at ha en voksens ord for sådan
noget.
Her langs vejen var der et stengærde, der tilhørte Anders Olsen og var for så vidt
fremmed. Jeg kunne undertiden falde helt hen, bare ved at stå og se på de store og
alvorlige sten, der nær ved ikke var andet end sten, men længere borte kunne se ud
som grå ansigter. Stenene kunne være meget smukke og afvekslende ved de gulgrønne
og grågrønne, gulgrå og rigtig gule lavarter, der voksede på dem. At en dreng så
alligevel kunne finde på at ta en lille skarp sten og skrabe det hele af, det betyder jo
ikke, at han ikke har været glad for det. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Stengærdet
var højt og vel sat. Jeg spurgte en dag far, om Anders Olsen ikke ville bryde det ned
og sælge stenene, ikke af anden grund end den, at jeg vidste, at sten var temmelig
dyre. Far svarede: Ikke før stenene blir lige så dyre som brød. - Sådan noget morede
det ham at sige, men jeg var for naiv til at forstå spøgen heri.
Midt ude for stengærdet gik vejen igen nedad, og her var den så smuk, at jeg altid
har kunnet se det af mig selv. Udsigten til højre over søen var borte, men foran havde
man et lille lavt engdrag, som vejen var hævet et par alen over, og på den anden side,
i virkningsfuld modsætning, den høje kirkebakke med kirkestien liggende som et gult
bræt. Disse tre ting: synkende vej, eng med høj vej, og vej stigende opad igen på den
anden side, er et vejbillede, der siden altid har gjort et dybt indtryk på mig. Som ung
mand stod jeg en sommerdag på en jysk landevej, der gik i hushøjde over enge. Jeg
stod betaget stille, og jeg tænkte: Dette er jo ligesom i Holland, vejen går oven på et

9