Page 17 - Årsskrift 1967 fra Historisk Forening Værløse

værket. Og der var jo den store fidus, at man først betalte entre k\. 2. Og hvem
fangede vel de rollinger ind, der var kommet ind k\. I, for at kræve entre af dem.
Dertil kom at man havde vældig oversigt over alle herlighederne, der blev pakket
ud før kl. 2. Der var pladespillet med de famøse vækkeure. Der mindes jeg Storm
P.s ord: "Der er mange, der slår på livets pladespil, men ingen har endnu vundet
vækkeuret". Og der var tombolaen med sine mange herlige gevinster. Der stod man
helt og totalt fortabt af beundring. Malede glasvarer i alle kulører, dukker, porce-
lænshunde, glaskatte, saltkar, kasseroller, legetøj og tobaksdåser. Der var en bod med
honningkagemænd og -koner, en kaffebod og desværre også en ølbod, hvorfra det
stank af ølsjatter, der fløj omkring når skummet stod ovenud af krusene og spildtes
på jorden. Der var talerstolen, smykket med Dannebrog og grønt og hvorfra min far
skulle sige nogle pæne ord om Konge og Fædreland. Han var ikke så helt glad for
det hverv. Lad gå med fædrelandet. Men politisk var det midt i "provisorietiden" .
Og min far var den eneste af gårdmændene i Værløse, der var venstremand, så han
var ikke altid i humør til at rose det bestående styre. Men det gik jo endda. Han nød
megen agtelse, og både han og min mor var afholdt af småkårsfolk, hvis ve og vel
lå dem på sinde.
Men personlig havde jeg en stor og rig oplevelse ved Ønskebøgen. Jeg har ofte
stået med en skærve fra landevejen og kastet den i ønskehullet og så ønsket angående
min fremtid. Enten ville jeg være kommunelærerinde i .frøkenskolen" i Værløse.
Eller jeg ville være komponist, eller pianist eller frelserpige, eller arkæolog eller
operasangerinde. Men der var så usigelig sjældent lejlighed til at høre god musik
på vor egen egn. Ved s-tiden indfandt et miserabelt hornorkester sig og spillede til
dans. Noget så pivfalsk! Jeg syntes, at det var et så infernalsk spektakel de lavede.
Men så hændte det altså ved 0nskebøgen, at der stod en mand med et sært apparat
med to tragte, som man mod betaling af 10 øre kunne stikke i ørerne, så skulle man
få noget at høre! "Mine damer og herrer," sagde manden, "verseartig, kons 10 øre!
Og den lifligste mosæk strømmer lige ind i begge ører. Hold Dem ikke tilbage. Verse-
artig!" Jeg havde fået 50 øre af min mor, som skulle fordeles på fordelagtigste måde
mellem alle nydelser ved Ønskebøgen. Men dette under var det mest interessante af
alt hvad der var. "Verseartig, mine damer og herrer af begge køn. Dette er den be-
rømte amerikaner Edisons fonograf." Og så betalte jeg min tiøre, stak to uappetitlige
hørerør i ørerne og lyttede. Den skønneste musik strømmede ind i dem begge. Klas-
sisk, dejlig musik. Det var en bedårende oplevelse. En uforglemmelig oplevelse. En
åbenbaring. - -
(Trykt i Hareskov-Værløse Avis. 16.9.1960).

- - - Interessen for festerne ved Ønskebøgen svandt hen i tidens løb. Hareskovspa-
villonen blev bygget, og så kunne man jo komme til bal hver søndag. Grundlovs-
festerne gik også af mode, og Ønskebøgens magi var ikke længere i kurs. I dag er
kun stammen tilbage af det berømte træ; ingen grene - kun en ruin uden læ og
skygge, og snart falder det vel for moderne, rationel skovbrug.

IS