Page 20 - Årsskrift 1966 fra Historisk Forening Værløse

døde lige 47 år gammel i København d. 25. jan. 1680, og blev begravet i Roskilde
domkirke. Han ejede i årene 1673-79 herregården Abrahamstrup i Hornsherred,
som han i 1677 gav navnet Jægerspris. Han kongelige herre havde i 1673 skænket
sin ty kfødte yndling bondebyen Tøbberup i Herlev sogn. Han fik tilladelse til at
oprette en adelig sædegård på Tøbberup grund, og denne herregård fik navnet
Hjortespring, "et navn, der til vore dage har foreviget den jagtglæde, hvori Vin-
cents Hahn og kong Kristian den Femte forenedes." Det er muligt, at det er dette
jagtslot, om der hent ydes til i det lige anførte sagn, og at der til Hjortespring kan
have hørt fæstegårde, beliggende i Jonstrup Vang i Værløse sogn. Bøggild Andersen
nævner intet nærmere om Hjortesprings mulige ejendomsret over Jonstrup Vang.
Han siger derimod om denne ubehagelige tyske lykkeridder, der ganske ufortjent
modtog Elefantordenen i 1679, at folk sagde om Hahn, at han drak sig ihjel.

Jeg afslutter nu foreløbig min udgivelse af folke agn fra Værløse sogn og nær-
meste omegn med et på forhånd noget tvivlsomt folkesagn, trykt i Ugens Nyheder
T 930 (?) nr. 8., efter folkemunde ved P., kaldet Heksetræet i Hareskoven.

Nr. 17. Heksetræet i Hareskoven.

For mange år siden stod der i Hareskoven en gammel stub med et par visne
grene i nærheden af mosen. Der var hængedynd i mosen, og det var ikke let at
komme over til skoven og træet, undtagen når det havde frosset. De fleste undgik
helst at komme i dette træs nærhed, og der gik allehånde underlige historier om det.
Mange fortalte, at der var skjult en skat under det. Mange havde nok lyst til at få
fat i denne skat; men de turde ikke, "for de træer, som Vorherre har mærket, skal
man ikke komme nær."
Engang var der en skovrider, som var ked af at se på den trøskede stub, og en
dag, da han tillige med skovfogeden gjorde en runde gennem skoven for at vise
træer ud og mærke dem til fældning, besluttede han, at det gamle træ skulle væk.
Det havde frosset, og både skovrider og skovfoged kom derfor let over mosen. Da
de stod ved træet, fik skovfogeden skrupler og mente, at det ikke var værd at røre
ved Heksetræet ; men derom ville skovrideren ikke høre noget.
Da skovfogeden ikke ville mærke træet med stempelhammeren, løftede skovride-
ren sin hundepisk og råbte: "Slå til, kujon, ellers skal jeg slå!" Så svang skovfogeden
stempelhammeren og slog af alle livsens kræfter på træets fod. - Det klang hult,
som slog han på en tønde; men i det samme lød et skrig bagved, og der lå skov-
rideren på jorden, så lang han var. Midt i hans pande stod "Udvist", lige så tydeligt,
som det plejede at stå på de dødsdømte træer. I svinget var hammeren fløjet ar
skaftet og havde ramt skovrideren i stedet for Heksetræet. Otte dage efter begra-
vede de skovrideren; men der blev talt om i hele egnen, hvorledes han var kommet
af dage, og Heksetræet nød efter den tid yderligere anseelse hos befolkningen. Der
var ingen, som tænkte på at søge efter skatten under Heksetræet.
Endnu i mange år stod stubben med de visne grene; men omsider smuldrede den

18