Page 10 - Årsskrift 1962 fra Historisk Forening Værløse

Christensen skreven, der var, hvad man kalder lidt alvorlig; Niels Christensen skrev
en, der var lidt mere liv i, og nu er sangene kommet til veje. Jeg lærte dem udenad,
fordi Niels gik bag ploven og sang, når han havde får-t stof til en linie eller to, og
til sidst havde fået dem afskrevet og endelig på dagen kunne tage kegler hjem på
sin sang; det var jo en stor begivenhed dengang og gik i folkemunde i lange tider. -
Jeg husker så tydeligt, at de var med til jubilæet. Ellers kom de ingen steder; de
passede dem selv og var også noget for dem selv. Hvis Niels skulle et sted hen, måtte
han først spørge Peter og pigen Kristiane, kaldet Jane, om at få lov til at tage bort.
Niels var ca. 45 år, og Peter sagde altid "Drengen" om ham.
Der var et mærkeligt forhold mellem dem. Peter, som var den ledende, skulle
først spørge Jane, om de kunne køre sæd hjem. Sagde Jane nej, så blev det sådan.
Niels fik aldrig lov til at hugge med en le; Peter sagde, at han nemt kunne skære sig.
Rasmus Christensen hed en af brødrene. Ham kan jeg nu ikke mindes; men han
var den regerende fra først af. Han kørte til København med sæd og foder, og der
fortaltes om ham, at når han var i København, gik han til undervisning i harmonika-
spil, og en skønne dag købte han en harmonika og kunne spille for sine søskende.
Han døde ude på Sandgravsbakke, nu kaldet Ny Vestergårdsvej ; han kom fra
marken, jorden hvor nu Jomfrubakken ligger, og skulle hjem til Mosegården.
Peter Christensen var lidt af en kunstmaler. Jeg har set flere af de billeder, han
havde malet, og som hang hjemme på væggen. Han kunne også digte lejlighedsdigte.
Nede i byen vidste man, at når man gik over gården efter at have sovet til mid-
dag, så var klokken I; for han gik med danske træsko med kramper og jernbeslag,
og når han gik over de toppede brosten i gården, kunne det tydeligt høres helt ned i
byen.
Niels Christensen, som skrev den livlige sang til sygekassens 50-års jubilæum, var
en stille og rolig mand. Han måtte ikke ret meget på egen hånd; der blev altid hund-
set med ham. Han bad engang Peter om at få lov til at gå til fest; men det blev ham
nægtet. Så gik han ud i marken og skulle flytte heste, og der tog han tøjret af en
hest, og den rendte hjem. Så skulle Peter derned og se, hvad årsagen var. Da havde
Niels hængt sig i et egetræ, som står nede på marken den dag i dag; sådan endte
livet for ham.
Kirstine Christensen har jeg ikke meget at skrive om. Hun var et hjemmemenne-
ske og kom aldrig nogen steder. Hun holdt hjemmet i orden og passede hushold-
ningen. Hun var perfekt i syltning af al mulig frugt, og hun var en stor blomsterelsker.
Vinduerne var altid fulde af forskellige, udsprungne blomster, og et stort rosenbed
havde hun i gården.
Kristiane, Jane, som hun kaldtes til daglig, kom til gården da hun var 16 år, og
var vel dengang en 30 år; hun var fra Ordrup. Hendes løn, ved jeg, var 45 kr. for
en sommer. Vinterlønnen er mig ubekendt.
Hun havde et stort arbejde om sommeren, når køerne kom på Dal, som lodden
hed; der hvor nu Jomfrubakken ligger. Kl. 4 om morgenen gik hun hjemmefra med
spandene i et åg på skuldrene den lange vej ud for at malke og var tilbage med
mælken kl. 7, og samme tur til aften.
Hun arvede gården efter deres død; men var der vist ikke så længe efter. Hun

8