Page 15 - Årsskrift 1955 fra Historisk Forening Værløse

nordsjællandske nationaldragt på og tog til byen nogle dage, og når hun kom hjem
fortalte hun om sine oplevelser i de »fine« hjem derinde. Hos fru Grundtvig kom hun
især ofte.
Men hun kunne ikke alene tale med »fine« folk. Også de mange skovarbejdere der
kom i hendes hus og andre jævne folk kunne hun lide at slå en sludder af med, og
det en sludder med saft og kraft i. Hendes sprog skal have været yderst bramfrit, for
ikke at sige det stærkere, og hun skal have kunnet fortælle en historie der fik selv det
mest forhærdede mandfolk til at rødme. - Sofie Fiskebæk er der ingen der kan lukke
munden på, hed det i Værløse og Farum. Hendes tale var dog ikke blot frivol, den
kunne også være båret oppe af social forargelse og respektløshed over for stands-
personer.
Man har villet vide at kong Christian VIII skal have været en hyppig gæst hos
Sofie Fiskebæk. Det kan dog ikke bevises og alle kendsgerninger taler imod sandsyn-
ligheden deraf. Derimod er det sikkert at hans søn, den senere Frederik VII, af og til
kom der og fik en passiar med Sofie Fiskebæk. Den blev aldrig kedelig. - Følgende
fortælles:
En formiddag mens skovløberfolkene sidder i køkkenet ved deres frokost, kogt salt
sild med varme pillekartofler og fedtebrød til, kommer kronprinsen ganske uventet
derind for at få en forfriskning, og da han ser frokostbordet beder han om lov til at
spise med. Det afslår Sofie Fiskebæk, men hun vil øjeblikkeligt dække et frokostbord
til ham inde i den fine stue. Det vil kronprinsen ikke høre tale om. Han vil sidde i
køkkenet sammen med de andre, og det får han efter nogen protesteren lov til.
Flasken kommer dog frem og man får en dram eller to til silden. Efter frokosten siger
han, at det er den bedste frokost, han i lang tid har fået - om Sofie Fiskebæk ville
være i stand til at servere en lignende frokost om otte dage til et selskab på en halv
snes personer? Jo, det kunne hun godt. Kronprinsen smiler underfundigt, og Sofie
forstår ham.
Otte dage senere holder kronprinsen jagt i Nørreskov. Han har inviteret alle de
hoffolk med som han dårligst kan lide, alle dem der er forargede over hans ufine liv
og forholdet til grevinde Danner. De skulle ingen frokost tage med. Han ville give
frokost til hele selskabet!
Lidt før den aftalte tid ankommer hele jagtselskabet og går ind i den største stue,
hvor der er dækket op: kogt salt sild, fedt og rugbrød står på bordet sammen med to
flasker brændevin, kartoflerne mangler foreløbig. Da man har sat sig råber kron-
prinsen ud i køkkenet: - Nå, Sofie Fiskebæk, kommer kartoflerne ikke snart? - Jo,
lyder svaret, men jeg skal lige have pillet dem først. - Ikke tale om, svarer kronprin-
sen, det er imod aftalen! Kom med gryden! Og den sorte gryde med de upillede kar-
tofler kommer på bordet. Kronprinsen smider uniformsfrakken, smøger ærmerne op
og begynder at pille kartofler, idet han opfordrer selskabet til at følge hans eksempel.
Kronprinsen morer sig støjende under frokosten. Følget bider tænderne sammen af
rasen.

13