Page 16 - Årsskrift 1955 fra Historisk Forening Værløse

Efter mange lykkelige år i Fiskebækhus sker der en kolossal omvæltning for Sofie
Fiskebæk og hendes mand. Der kommer en ny skovrider på 2. københavnske skov-
distrikt, han laver om på mangt og meget, og han beslutter at skovløberpladsen i
Fiskebækhus skal ophøjes til en skovfogedplads. Der skal ansættes en uddannet skov-
foged, mens Niels Jensen forflyttes til skovløberhuset i Ryget skov. Man protesterede
naturligvis. Hele den store skovrestaurant kunne jo ikke tages med. Men skovrideren
var ikke den mand der forhandlede med sine underordnede. Afgørelsen var endelig,
og i 1866 (?) fandt flytningen sted. Fra den dag var skovrideren og Sofie Fiskebæk
ikke gode venner.
Værre blev det efter ankomsten til Ryget, da det viste sig, at der ikke var ordent-
ligt drikkevand til huset. Skovvæsenet havde engang forsøgt at grave en brønd, men
opgivet det igen da man på en dybde af over 30 alen endnu ikke havde fundet vand.
Huset ligger jo højt. Skovløberfolkene måtte derfor hente vand til husholdningen i
Farumsø, en hel km borte. På Rygetgårds jord, lige ud for skovløberhuset, ligger der
ganske vist et lille vandhul hvor man det meste af året tog vand. Men dette vand
var - i hvert fald om sommeren - meget uappetitligt da ejeren af Rygetgård jævn-
ligt vandede sine kreaturer i vandhullet. Sofie Fiskebæk krævede at der skulle skaf-
fes ordentligt vand til huset. Men det afviste skovrideren, idet han antydede at van-
det jo havde været godt nok til den forrige skovløberfamilie. Det skulle han ikke
have sagt. For Sofie Fiskebæk var ikke en kvinde, der stak en sådan tilrettevisning i
lommen uden at søge hævn, og den fik hun. En dag kom overførsteren, som han
dengang kaldtes, på inspektion i Ryget skov. Han ville også hilse på skovløberen,
eller måske snarere på Sofie Fiskebæk. Under besøget spurgte Niels Jensen om han
ikke måtte byde på en forfriskning, en kop kaffe eller et glas øl. Overførsteren afslog
begge dele, men kunne tænke sig et glas koldt vand. - Det skal De få, brød Sofie
Fiskebæk ind, løb ud til vandhullet og hentede et glas grumset mosevand, godt fyldt
med andemad og haletudser, og serverede det pænt på en bakke, idet hun sagde:
- Ja, det er ikke så rent, men vi har det ikke anderledes, og skovrideren mener at
det er godt nok til os fattige folk. - Overførsteren blev vred og gav skovrideren en
irettesættelse på stedet. Nogle måneder senere var der en ny brønd ved huset.
Mange af de skovgæster der gennem årene var kommet i Fiskebækhus var trofaste
mod Sofie Fiskebæk og fulgte hende til Ryget skov. Der blev rejst borde og bænke
rundt om skovløberhuset, og i en årrække var sommerbesøget slet ikke så ringe. Men
efterhånden som de gamle sommergæster døde ud, og der ikke kom nye i stedet, syg-
nede skovrestauranten hen. De sidste borde blev fjernet ved århundredskiftet.
I 1868 blev Niels Jensen så syg at han ikke mere kunne passe sin tjeneste i sko-
ven, og han fik sønnen Jens Nielsen som medhjælper. I 1872 faldt den gamle skov-
løber en dag pludselig om i skoven og sønnen fik pladsen. På det sted faderen døde
blev der plantet et lindetræ og lavet en græsbænk, hvorfra der gennem mange år var
en smuk udsigt over Sækken. u er udsigten skjult af højskov.
Sønnen Jens ielsen havde arvet moderens foretagsomhed. Han - ikke grundlagde

14