Page 270 - FuresøHistorien, bind 1

JOBNAME: 2. udgave 2013 − 1.k PAGE: 111 SESS: 40 OUTPUT: Tue Oct 8 14:37:46 2013
/first/Vaerloese_Historiske_Forening/ODT2/161118_Furesoehistorien_2−sp/kap_03

Landbrugsøkonomiens fremgang udvi- jagtbaner – ved at bygge kongeveje. I 1584 an-
dede dog også byborgernes økonomiske råde- lagdes den første, og den gik fra København
rum og dermed deres indflydelse i almindelig- over Rudersdal til Frederiksborg; desuden
hed. Det blev 1632 tilladt at investere borger- byggede han kongevejen mellem Ringsted og
lig kapital i adelens ejendomme, og snart Antvorskov, og den forlængede Christian IV til
kunne borgerne eje jordejendomme, hvis blot Korsøri1621.FrederikII’ssidstevejprojektvar
de årligt blev udbudt til salg til adelige. Selv ruten Haderslev-Kolding-Jelling.
kongen var meget afhængig af borgerlig kapi- Udenrigspolitisk ville Danmark på den tid
tal. De førhen så mægtige hansestæder måtte helst leve i fred med sine naboer. Gennem fre-
1560 indrømme dansk handel samme rettig- den i Speyder 1544 erkendte Danmark, at det
heder rent lokalt, som de nød i Danmark og tysk-romerske kejserrige var den domine-
desuden erlægge Øresundstold. Nederlan- rende magtfaktor i det tyske område, men om-
dene var fremtidens handelspartner. vendt anerkendte kejseren Christian III som
Fæstebønderne blev da stillet over for kra- dansk konge. Til den voksende konkurrent i
vet om forøget hoveri, ikke mindst på de sam- Østersøområdet, Sverige, skete der en vis til-
lede godskomplekser, Frederik II samlede sig nærmelse, idet de to lande ved Brömsebro-
gennem en række mageskifter rundt om, ikke traktaten 1541 aftalte at yde hinanden støtte i
mindst i Københavns nærhed. Hoveriet holdt 50 år. Forbundet tabte dog hurtigt betydning,
arbejdslønnen nede, også til gavn for bøn- og såvel Frederik II’s som Christian IVs gen-
derne. Dermed gav de oprindelige landarbej- tagne forsøg på at sætte Sverige på plads rent
dere, gårdsæderne, plads for husmænd med militært mislykkedes i længden. De såkaldte
jord, mens de middelalderlige »landboer« blev »svenskekrige« i 1650’erne gjorde Sverige til
fæstere, betegnet som ugedagstjenere, og Nordens største magt.
herfra udviklede hoveriet sig. Bønderne nød Med et moderne udtryk voksede den of-
dog kongelig sympati. Den såkaldte lensfor- fentligesektor,isæri1600-tallet,ogdadomæ-
ordning af 1557 tilsagde alle folk i lenet lovbe- neindtægterne svigtede, måtte man ustandse-
grundet beskyttelse, og bønderne måtte ikke lig udskrive nye ekstraordinære skatter, som
forfølges unødigt og så skarpt »som tit og ofte blev helt ordinære. Adelen måtte oven i sin
sket«, ej heller pånødes for stor indfæstning, særlige rytterskat, rostjenesten, pålægge sig
og lensmanden skulle om fornødent hjælpe selv flere ekstraskatter og lån, og desuden
dem med træ til bygninger og brændsel. blev næsten alle indtægtsformer nu beskattet,
Christian III og ikke mindst Frederik II var renteindtægter ikke at forglemme. Skatte-
meget bevidste om, at embedsapparatets ud- yderne, og det vil først og fremmest sige bon-
bygning og de daglige rutiners praksis uanset debefolkningen, våndede sig meget over det,
håndfæstningens bindinger gav dem en solid de opfattede som kgl. skatteplyndring og
magtstilling. I alle vigtigere sager skulle kon- søgte at få herredstingets bekræftelse på de-
gen resolvere, og først da kunne de udgå som res manglende formåen i så henseende. For
kgl. breve, ofte i egenmægtig formulering. Fre- ikkeatmalkekoenihjel,måttemyndighederne
derik II gennemgik lensregnskaberne nøje og holde lidt igen og desuden søge at formilde
krævede en større del af indtægterne herfra. folkestemningen. Christian IV var meget be-
Fandt han en lensmand uduelig, røg denne ud. vidst herom, og i 1638 indkaldte han de høje-
Alene af den grund måtte adelen søge samar- ste stænder til stændermøde i Odense. Trods
bejde. Desuden ville Frederik II lette den indre skarpe modsætninger mellem adel og borgere
samfærdsel – og dermed adgangen til de kære enedes man dog om at bevilge skatter til for-

270