Page 147 - FuresøHistorien, bind 1

JOBNAME: 2. udgave 2013 − 1.k PAGE: 98 SESS: 30 OUTPUT: Tue Oct 8 15:06:14 2013
/first/Vaerloese_Historiske_Forening/ODT2/161118_Furesoehistorien_2−sp/kap_02

Vikingetiden var således en kulmination af
den germanske krigerkultur, men også en
overgangstid, hvor Norden tog de afgørende
skridt mod den efterfølgende middelalder.
Danmark og hermed Furesøegnen trådte ud af
den »barbariske« og hedenske verden og blev
en del af den vestlige civilisation med byer,
kongemagt, møntsystem, skrift og ikke mindst
blev vi en del af den kristne verden.
Men vikingerne var så meget andet. De var
først og fremmest bønder og håndværkere.
Altså jordnære og dagligdags mænd, kvinder
og børn, som levede en fredelig tilværelse.
Det er sådan vi kender menneskene i vikin-
getiden på Furesøegnen.

2.6.1 Historisk forløb og
religionsskifte Figur 110. Lille sølvhængesmykke fra Tissø, som man
mener forestiller gudinden Freja, der vasker og vrider
For oldtidens menneske var religionen et afgø- sine fletninger. Nationalmuseet. Foto: NBT.
rende element i dagligdagen. Dens guder sty-
rede omgivelserne og måske også ens egen
skæbne her og hisset. Dens former kunne af- der peger tilbage på asetroen, fx vore uge-
hænge af, om man levede af jordens afgrøder navne som onsdag og torsdag, der henviser til
eller af held i jagt og krig. Religionen blev også Odin og Thor. Det samme gælder stednavne
et magtredskab, som i de forkerte hænder som Odense og Thorslunde.
kunne udnyttes til egen fordel – og det blev det I 732 standsede de frankiske konger mus-
fx af de slægter, som baserede deres magt på limernes ekspansion syd for Paris ved Poitiers,
guderne, hvad enten man hævdede at stamme og i løbet af århundredet fik de undertvunget
fradisseguderelleratværemagthaverafGuds og tvangskristnet frisere og saksere. Karl den
nåde. Stores frankiske rige gik nu fra Rom til Elben,
Nordens bønder menes i tidlig jernalder at så juledag 800 kunne paven salve Karl som de
have dyrket guder med tilknytning til frugtbar- vestromerske kejseres arvtager.
hed og naturens elementer. Disse såkaldte Va- Danskerne havde taget bestik af udviklin-
ner blev langsomt trængt i baggrunden af kri- gen og byggede allerede omkring år 700 vol-
geraristokratiets Odin og hans Aser-guder, den Danevirke som værn mod truslerne sydfra.
men Vanerne Frej og Freja holdt deres plads i På det tidspunkt dukker missionæren Willi-
det samlede gudeparnas (figur 110). Af denne brord kortvarigt op og nævner danernes kong
dynamiske gudeverden kender vi desværre Ongendus. I 782 skulle Karls longobardiske
kun – bortset fra nogle små glimt – et sidste hofmand og historiker, Paulus Diaconus, være
øjebliksbillede, som er samlet og beskrevet af blevet sendt til forhandling med danernes
kristne i den oldislandske litteratur, men som konge.
også i et vist omfang bekræftes af arkæologien I den anledning skrev Paulus i et digt til kej-
(figur110og111).Ivortsprogerderstadigord, seren om den »opblæste Sigifred (Sigurd?),

147