Page 62 - Ubudne gæster

Jeg gik og rev ude i rabatterne og havde en herlig udsigt over flyvepladsen, og
der var en dag, hvor de var særlig slemme til at falde ned, og de arme piloter, nej,
hvor blev de skældt ud, man kunne høre det helt op i lejren. Jeg tror, de mang lede
træning til at kunne flyve. 41
På den øvrige lokalbefolkning gjorde flystyrtene dog større indtryk. Solvejg, en
pige fra Jonstrup, har fortalt:
Vi stod i gården og savede brænde – far og jeg, da vi hørte en lille Messer­
schmitt komme over tagryggen. Ved skoven lavede den et loop og styrtede så
direk te mod jorden. Jeg smed træskoene og styrtede over stubmarken mod maski­
nen, der næsten stod lodret, og røgen væltede op fra den. Jeg hørte godt fars råb,
mens jeg løb – pas på, Solvejg, den ikke eksploderer, men jeg ænsede det ikke, min
eneste tan ke var hos flyveren, jeg måtte ha´ ud, hvis han sad fastspændt. Jeg rakte
armene ud og stivnede, det var mit første møde med en voldsom død. Jeg vaklede
baglæns, og pludselig stod Lise ved min side, og hun sagde: ”Solvejg, det er et
menneske – et menneske” og så besvimede Lise. Hele livet har disse ord fulgt mig
og fået mig til at forstå, at når mennesker er i nød, spørger du ikke, hvor kommer
du fra, og hvor går du hen. 42
Solvejgs veninde, Lise, der sad og skrev stil i stuen, mens hendes bror var i
loen, husker flystyrtet og omstændighederne bagefter således:
Pludselig lød der et forfærdeligt brag, jeg troede, at min bror var kommet galt
af sted og for ud på gårdspladsen. Min bror kom samtidig ud og sagde: ”Det er
oppe på marken, lyden kom fra”. Vi løb begge derop og så en flyvemaskine ligge
knust på jorden. Den unge pilot var meget hårdt kvæstet, hans hoved var knust, så
vi indså hurtigt, at han var død.
Der kom hurtigt mange mennesker til bl.a. vores lokale politibetjent, jeg tror, at
det var ham, der underrettede værnemagten. De kom meget hurtigt med deres
store lastbiler og alle blev gennet væk. Vi gik hjem, men efter nogen tid kom en
ældre soldat og bad om vand til at vaske sine hænder, han havde taget pilotens
papir og derved fået blod på sine hænder, tårerne løb ned af hans kinder og han
fortalte, at det var pilotens første soloflyvning, og at han kun var tyve år. Senere
kom der mange soldater bl.a. en officer, som gik ind i vores hus uden at banke på
eller hilse, han sagde kun ét ord ”telefon”; vi måtte så vise ham, hvor vores tele­
fon stod i vindueskarmen i stuen. Pludselig bankede han vinduet op og råbte noget
til de soldater, der stod i vores indkørsel, hvorpå han forlod huset.

60