Page 230 - Ubudne gæster

Englænderen, J.W. Atkins, der gjorde tjeneste på Værløse Flyveplads kort tid
efter befrielsen, har skrevet en beretning om tiden og fortalt om flygtningene:
Der var hundreder – hvis ikke flere – der boede nær Værløselejren. Mange
hjalp til i Værløselejren, hvor de hjalp tyskere. (…) Med en engelsk officer be­
søgte jeg flygtningelejren og fjernede en ”lagerleiter”, da han havde sørget lidt
for godt for sig selv og sin familie. Atkins berettede videre om arrestationen af en
typisk SS-type i lang læderfrakke, han var frygtet af alle tyskere. Der blev foreta-
get regel mæs sige inspektioner – også om natten – af flygtningebarakkerne efter
våben, pen ge o. lign. Mange kasser, tasker etc. blev lavet af det bløde skind, der
var rundt om de tyske flyveres benzintanke for at forebygge lækage – det var så-
dan en taske, Svend Nielsen, der arbejdede på flyvepladsen, havde erhvervet sig.
Atkins fortæller også, at sko blev repareret dygtigt ved hjælp af hjemmelavede
træsøm på 2 mm’s tykkelse. Han fortsatte:
Tusinder af tyske soldater passerede gennem Værløse på vej til Tyskland fra
Norge, de blev visiteret. Der var mange østrigere. Vi fik fortalt, at da de tog til

Nor ge, blev de holdt under dæk og måtte ikke have deres rifler hos sig. Der var
ty de lig strid mellem østrigere og andre tyskere. Føden var knap for de tyske trop­
per, som også kogte visse måltider til flygtninge, som levede uden for lejren.
25
(red.: Med ”uden for lejren” må han mene ”uden for Værløselejren”, hvor han selv
var stationeret. Flygtningene boede i Jonstruplejren, som lå udenfor Værløselej-
rens og flyvepladsens område).
Mange af de tyske soldater, der skulle hjem, passerede Solvejgs hjem på Jon-
strupvangvej: Vi hørte, at tyskerne skulle gå helt til grænsen, og jeg fornemme de,
at det var langt, men vi unger frydede os – det havde de rigtig godt af. Dagen,
hvor de skulle forbi os i Vangen, klædte vi os alle fint på, og så skulle vi rigtig stå
og glo ude ved vejen, når de gik forbi.
Aldrig – aldrig glemmer jeg det syn.
Der kom de ”gamle” mænd på 50­60 år med håbløse øjne, der var også angst
i nogle, der kom drengene på 16­17 år med uniformer, der var alt for store. Mor
og far stivnede, så er det ind unger, og det er nu, vi skammede os over at være
vidne til deres fornedrelse, vi havde haft festen og rusen den 4. majs­aften, men nu
var festen forbi, nu kom hverdagen og fremtiden. 26
Ole Nielsen, der havde flere funktioner i Værløselejren og stadig stod for køre-
tøjer, har fortalt:

228