Page 114 - Ubudne gæster

løbene til regulær modstand via seminariets elevråd fandt udtryk ved en støtte til
studenterprotester på universitetet.
Dette skyldtes, at Københavns Universitet lukkede en uge i oktober 1943 som
protest mod jødeforfølgelserne. Biskop Fuglsang-Damgaard, København, sendte
en protestskrivelse til den rigsbefuldmægtigede, Werner Best, og studenter ne på
universitetet afgav ligeledes en protestskrivelse, som eleverne på Jonstrup Semi-
narium efter to generalforsamlinger tilsluttede sig.
Mange af de studerende kom fra gymnasier og havde bibeholdt en livlig kon-
takt med gamle klassekammerater, som nu gik på universitetet og andre uddan nel-
sessteder. Hvilket ikke var uden betydning, da tanker om modstand mod besæt tel-
sen begyndte at brede sig i studenterkredse. Disse tanker og gennemførte aktio ner
blev formidlet i illegale blade, hvor ikke så få redaktioner netop befandt sig i stu-
dentermiljøet.
Seminarieeleven, Kaj Kongshøj, har fortalt om nogle af sine indtryk af, hvor -
dan besættelsestiden tog sig ud på Jonstrup Seminarium, inden regeringen trak sig
tilbage d. 29. august 1943:
Det var mit indtryk, at indstillingen overfor besættelsesmagten faktisk blev delt
af alle. Vi havde ingen, der ville eller turde give udtryk for nogen sympati med
nazismen.(…) Mon ikke det var i 1942, der blev annonceret et møde arrangeret af
DNSAP (Frits Clausens nazi­parti) i Ballerup. Elevrådet vedtog, at formanden og
jeg skulle gå derind (ca. 3 km) for at se efter, om der kom nogle af seminariets
om kring 100 elever. Heldigvis kunne vi ikke se et eneste kendt ansigt blandt
tilhører ne, selvom kroens sal var næsten fuld. Så vidt vi kunne se, var det dog ikke
lokale folk, der udgjorde størsteparten. Et par busser udenfor viste, at et større
antal var kommet (udkommanderet?) fra det meste af Nordsjælland. Det var en
oplevelse, der gav krummede tæer i skoene og myrekryb ned ad ryggen, det møde.
Dannebrog og hagekors side om side, fanevagter i brune skjorter og sorte spids­
bukser som om det var tyske SA­mænd. Værst af alt var, at hovedtaleren og æres­
gæsten var Ha rald Bergstedt, den tidligere så respekterede socialdemokratiske
digter, der nu var medarbejder ved nazibladet ”Fædrelandet”.
5
Men tilbage til den krig som vi hørte om, men mærkede forbløffende lidt til.
Naturligvis skulle vi forberedes på alle eventualiteter. Nogle civilforsvarseksper­
ter instruerede os til forskellige opgaver. Nogle, bl.a. jeg, fik en slags politimyn­
dighed. Vi fik stålhjelm og armbind og skulle se efter mørklægning i vinduerne og

112