Page 48 - Bogen om Karl K. Nielsen

ralforsamlingen året efter. I foråret 1977 sled Karl og de sam-
me medarbejdere igen med at gøre museet klar til den festli-
ge genindvielse lørdag den 14. maj. - Det var en træt men glad
Karl Nielsen, der på denne dag kunne se de synlige resultater
af sit livsværk, samlet og udstillet på en ny og langt mere
overskuelig måde, på den tilbyggede og restaurerede Mose-
gaard.
6 måneder senere, efter et slidsomt men samtidigt rigt liv,
ramtes Karl Nielsen af et slagtilfælde og blev indlagt på amts-
sygehuset i Herlev. Her døde han stille, lørdagden 19. novem-
ber 1977.

Historisk Forenings beretning, »I årets løb«, var hidtil skre-
vet af formand Karl Nielsen, men var året efter hans død for-
fattet af tre af hans nære medarbejdere - Gerda Hansen, Emmi
Brodersen og Tove Werner Larsen. De tre beskriver heri på en
fin måde Karls sidste tid på hans kære Mosegaard: »»Museet
har haft næsten 2500 gæster siden åbningen. Det var en hård
men dejlig tid for Karl Nielsen, der aldrig sagde nej, hvis
nogen ville se museet. Men han var træt og det kneb med hel-
bredet. De sidste måneder havde han slet ikke vejr til at gå op
på l. sal.
Karl nåede at se sit museum færdigt og i brug. Han var stolt
af det, selv om der nok var lidt mere orden og lidt mere tek-
nik, end han egentlig brød sig om. Så døde han, midt i sit
arbejde og midt i alle sine aftaler, som en af skovens kæmpe-
ege, der segner.
Der blev meget tomt efter ham. En epoke i museets og for-
eningens liv døde med ham. Det bliver ingen let opgave at
føre museet videre.«
Middelalderkirken i Kirke Værløse var i/ldt til mere end
sidste plads, da familien, Historisk Forening og alle de der
holdt af ham, sagde farvel til Karl Kristian Nielsen. - Kisten
var smykket med blomster i efterårets farver, og på en sort
pude lå hans fortjenstmedaille.
Jesu lignelse om de betroede talenter, var udgangspunkt i
Jørgen Bernsted's varme og personlige mindetale, hvor han
fremhævede de sjældne evner som Karl Nielsen tilfulde
udviklede i sit rige og arbejdsomme liv.
Efter stilheden, under den regnvåde jordefærd til Karl Niel-
sen's sidste hvilested tæt ved døren til våbenhuset, bragte
Ernst Ellgaard i en varmfølt tale en tak fra alle kommunens
borgere, hvori han beskrev Karl Nielsen's evne til at kunne
knytte bånd fra fortiden til nutiden, en evne der havde fået så
mange nye Værløseborgere til at fornemme en identitet med
den ny, men også gamle egn, som de nu havde bosat sig i. Og
borgmesteren sluttede sin tale: »Tak Kulsvier Karl Nielsen.
Din gerning vil blive husket - på Mosegaarden og i Værløse
kommune. Æret været dit minde.«

-46