Page 14 - Årsskrift 1996 fra Historisk Forening Værløse

ker. Her er der formentlig tale om regu- Begravelser fra kristen tid indeholder
lære masseprodukter, som smykkema- sjældent gravgods, og urne ssmykker er
gerne falbød på markederne. Udgrav- aldrig fundet i samtidige grave. Allige-
ningen af en tidlig middelalderlig mar- vel kan vi godt gå ud fra, at den slags bro-
kedsplads ved Sebbersund i Limfjorden cher var kvindesmykker, for de repræs-
har således resulteret i mange fund, bl.a. enterer tydeligt en videreudvikling af de
af blymodeller til kopiering af smykker, smykketraditioner vi kender fra den ældre
og regulære støbeforme kendes fra de vikingetids kvindegrave.
ældste bylag i Lund. Kvinderne bar formentlig urnesfibula-
Urnesfibulaer forekommer i øvrigt i erne enkeltvis på brystet. Nogle eksem-
mange varianter og størrelser. Alminde- plarer har ligesom de ældre vikingetid s-
ligvis afbildes et enkelt stort dyr med fibulaer en lille øsken til løsthængende
fremadbøjet forben. Ofte mangler bag- smykkevedhæng af uvis art.

Fig. 5

ben, og kroppen afsluttes da afbåndfor- Hvorledes smykket gik tabt, får vi nok
mede haleflige. Undertiden har dyrene aldrig noget at vide om. Nålen brast måske
vinger og dermed et umiskendeligt drage- en søndag, da kvinden stakåndende ile-
agtigt udseende. Fra nakken udgår ofte de til kirke, eller måske fik hun forlagt
en eller flere mankeflige, der ligesom den under arbejdet i husholdningen på
halefligene trækkes ud i lange smalle bånd, storgården, som efter alt at dømme lå ved
der i elegante sving slynger sig om dyrets siden af kirken.
krop. Slanger optræder undertiden på Her på Annexgaardens jorder lå tidli-
urnesfibulaer, især på de største og fine- gere sognets præstegård, og IK. Skov
ste, men de fleste er slangeløse ligesom beretter i "En vandring gennem Værløse
smykket fra Annexgaarden. Sogn" (Års skrift 92 s. 19), hvordan der

12