Page 28 - Årsskrift 1992 fra Historisk Forening Værløse

somme, men frie liv i Præsteskovens havde vi da ikke kunnet få at høre ...
udkant. Endnu bevares det første skøde Mosegården ligger endnu i reserveret
på denne gård, et enestående dokument, ensomhed, og ved skæbnen s ironi bor
idet det har samtlige af datidens gård- kulsvieren Karl K. Nielsen, den mand,
mænds egenhændige underskrifter. Et der mere end nogen anden har bidraget til
frihedspas fra 1797 er et synligt bevis på, at åbne øjnene på sognets beboere for
at denne lille gårdmand har elsket frihe- værdien af de gamle minder, helt alene på
den frem for alt andet: Frihed er det denne gamle gård fra 1795, vel vidende,
bedste guld ... at den inden længe skal rives ned til fordel
Vi passerer Ryetgård, går op mod en for en parkeringsplads foran den nye kirke
næsten overgroet bronzealderhøj, som i Lille Værløse.
iøvrigt er den lokale historiske forenings På vej mod Kollekolle kommer vi
bomærke. På vejen gennem Ryet skov først forbi Værløsegårds gamle stuebyg-
mod Lille Værløse passerer vi en smuk, ning, der i malerisk forfald tavst vidner
monumental runddysse, der ligger så tæt
på vejen, at nogle af dens randstene ligger
i selve vejbanen.
Vi krydser Hareskovbanens spor og
har Baunegårds marker på venstre hånd,
hvor vi kan se den kolossale byggerivirk-
somhed, der udfolder sig her og videre ud
over Fiskebækvejen på arealerne til Høje-
loftgården og Mosegården. Her ser man
ændringen af landskabets karakter gen-
nemført med en ubønhørlig konsekvens;
her skal bo mennesker.
I LilleVærløse byer der næsten intet
tilbage fra gammel tid. Det meste afbyen
nedbrændte den 12. februar 1794. Kun
den gamle rytterskole i byens midte mod-
stod ilden, hvilket uden tvivl kun skyl-
des, at den havde tegltag. Den store
smedejernsvejrhane fra 1780 på Anneks-
gården har set ud over luerne inden går-
den segnede, og vejrhanen blev atter sat
op på det nye stuehus, hvor den knejsede,
indtil stuehuset blev revet ned i 1950' erne.
Det gamle brandhorn, med indskårne ini-
tialer for de forskellige brandfogeder helt
fra 1756 og til 1900, har tudet ynkeligt
under denne forfærdelige ildsvåde.
Hvis vejrhanen eller brandhornet
havde kunnet tale, hvilke andre historier

26