Page 29 - Årsskrift 1981 fra Historisk Forening Værløse

mose næsten altid hjemme og tog sig meget af børnene. I bogen Sandemoses ansigter
har Jacob Paludan skildret et besøg hos Sandemoses og skriver følgende om Dagmar
Sandemose : En landlig Pige præsenteredes som hans Kone, hun sagde ikke ret meget
i Begyndelsen, senere virkede hun som et yndigt og hjertevarmt Menneske. Den
danske Sandemoseforsker Johannes Væth har i bogen På sporet af Sandemose for-
talt, at Sandemose i sin første norske bog, En sjømann går i land har skrevet en til-
egnelse til Dagmar Sandemose, men tilegnelsen blev efter Sigurd Hoels råd taget ud
af bogen. Tilegnelsen omtales også i bogen Sandemoses ansigter, hvor Johannes
Væth bI. a. skriver: Heri tegnede han (Aksel Sandemose) et billede af de grundlæg-
gende år isin ungdom, der for ham havde taget sig ud "som en liten grå overskyet
verden med nesten ingen synskrets«, beboet af oprørere som alle havde lidt neder-
lag, og som havde som livs opgave "å vokte på alle og hevne sine nederlag - på en
grå og trøstesløs kampfront av avholdssak, baktaleise, sjelelig isolasjon ... «. I
denne verden havde hans kone "kastet lys inn over en tilværelse som hadde alle for-
utsetningrer for å bli grå. Jeg kan takke henne for frigjørelse og for at alt det som
står bak "En sjømann går i land« er blitt historie.«

I januar 1927 flyttede Sandemoses i nattens mulm og mørke fra Hareskovby til en lej-
lighed på Bispebjerg. Sandemose skyldte penge hos de handlende i Hareskovby og
søgte skjul for sine kreditorer. Økonomien bliver dog ikke bedre og er helt håbløs,
da Sandemose i maj 1930 rejser til Norge med sin familie. Men også her, hvor
Sandemose får succes allerede med sine første norske bøger, må han fortsat leve med
en bundløs gæld. På grund af store forskud fra forskellige forlag havde Sandemose
skaffet sig en gæld han ikke kunne betale, han blev bagefter med husleje og blev sat
på gaden med sin familie, han skyldte penge til handlende, håndværkere og venner.
Blandt andet på grund af skattegæld kunne Sandemose i mange år ikke opnå norsk
statsborgerskab, hvilket lå ham meget på sinde. I bogen På sporet af Sandemose op-
lyser Johannes Væth, at først i 1942 blev den danske statsborger Aksel Sandemose,
bosat som flygtning i Sverige, meddelt statsborgerret af en norsk eksilregering i
London.
Et lykkeligt tiår havde Sandemose efter befrielsen i 1945, da han var vendt hjem
til Norge. Hans nye kone, Eva Borgen, havde en mødrene arv, så hun kunne købe et
husmandssted, Kjørkelvik, i Sydnorge. Her voksede et nyt tvillingepar op, to
drenge, men tiåret slutter i sorg; både den ene af sønnerne og Eva dør af kræft. Og
selv i Kjørkelviktiden var Sandemose plaget af trusler om lukning af telefon og elek-
tricitet og ubetalte håndværker- og køb mands regninger. I en ugebladsartikel Lenket
til skjebnen skriver Sandemose i 1965 selvom sine økonomiske trængsler: Jeg deb~-
terte i1923 og har ikke siden gjort annet enn å skrive. Det har vært megen motgang,
men stort sett har jeg hatt en meget langsomt voksende medbør, og en stigende
gjeld. Den er i dag uhyggelig stor og kan ikke bli avviklet i min levetid, og skatte-
vesenet tar ikke hensyn til gjeld, eller til en utdannelsestid som strekker seg over
temmelig nøyaktig 35 år. For egne midler har jeg i virkeligheten ikke kunnet for-
sørge min familie før 1958.
Det blev professor Johan Vogt, en af Sandemoses norske venner, som efterhånden

27