Page 27 - Årsskrift 1981 fra Historisk Forening Værløse

Sandemose med tvillingedøtrene Hedda og Eva, fotograferet i Hareskovby af forfatteren [ohs. V. Jensen.
Foto fra Niels Birger Wamberg: Sandemoses Ansigter.
Med tilladelse fra Det Schønbergske Forlag.

1924 får Sandemose ganske vist hele tre bøger udgivet, men de fik ikke så gode an-
meldelser, og Sandemose begynder at tvivle på sin fremtid som forfatter, og hans
økonomiske situation bliver helt fortvivlet. En femmer fundet i rendestenen redder
familiens julerniddag i 1924, skriver han til Jørgen Bukdahl. I ovennævnte tids-
skriftsartikel skildrer Sandemose, hvordan hans mor, der er på julebesøg i Hare-
skovby, for at skaffe mad fanger solsorte i en fælde, han har lavet og anbragt i et
brombærkrat i haven, hvor solsortene spiste de frosne bær. Fra fælden gik en snor
ind i huset gennem et nøglehul, og når en solsort gik i fælden, trak moderen i snoren.
Sandemose er ikke noget sandhedsvidne, når han bruger selvbiografisk stof, men
som digter må han have frihed til at blande virkelighed og fantasi. Beretningen om
solsortene er måske sand.
I 1924 bliver Sandemose ansat som kustode på Glyptoteket. Og her går han i
næsten 2 år i en uniform bestående af lang frakke med skøder og blanke messing-
knapper samt trekantet hat a la Napoleon. I en kronik i Politiken 18.6.61 To år
under Napoleens hatt har Sandemose skildret tiden på Glyptoteket som en under-
gangstid. Han fik igen manuskripter retur fra forlagene og skrev mindre og mindre.
Et par citater fra kroniken taler deres tydelige sprog: En fikk ikke lov å lese eller
foreta seg noen ting under uaktene, og det måtte vel være så, men en ble mer og mer
sløv av uvirksomheten. Timene var lange. Hjernen oppførte seg som en klokke man
har glemt å trekke. Hver dag på tvunget museumsbesøk isamme aodeling, og fort-
sette med det mange iusen dager. Det var et morderisk perspektiv.

25