Page 28 - Årsskrift 1981 fra Historisk Forening Værløse

Jeg måtte verge meg. Jeg begynte å studere billedhoggerkunst. Før det blev åpnet
for besøkende, arbeidet vi med forskjellig, og jeg kom ofte i biblioteket. Der tyv-
lånte jeg bøker om skulptur og arkeologi, men de skulle være små, slik at de lett
kunne forsvinne i en lomme når en hørte skritt. Skulptur hadde ikke tidligere
interessert meg det minste. Idag kan jeg gå langt for å få se den. Jeg klarte, iallfall
delvis, å bytte den påtvungne lediggang ut med et studium. Det skaffet meg for-
resten et absurd problem på halsen og jeg kan undre på det ennu: Hvilken betydning
kan det ha hatt for mitt kjennskap til billedhoggerkunst og arkeologi at jeg idisse to
årene bare leste det som stod i de aller minste folianter? Jeg undrer om noen annen
under studiet av en vitenskap har måttet la arten av sine kunnskaper bestemme av
bøkenes høyde og bredde. En gang glemte Sandemose at skifte hat, før han forlod
Glyptoteket, og han skriver i kroniken: ... da jeg var kommet så langt som til
Vester Voldgate ble latteren omkring meg så påfallende at jeg måtte finne grunnen.
Der var den forhutlede kommet vadende iutgåtte sko, iført en pjusket grå dress jeg
hadde overtatt fra et høyerestående medlem av samfunnet, og på toppen av dette
hadde jeg en prunkende keiserhatt fra 1812. Herregud for et nådeløst grin. Og så er
jo kjøbenhavnerne sånn beskafne at når det blir et lite oppløp, kommer resten av
befolkningen rennende og spør hva som er inne imidten, og det får de ikke vite før
en politimann maser seg inn til puddelens kjerne. Det skjedde også nu, og han var i
minst fem minutter overbevist om at jeg var stukket av fra den urolige gang. Natur-
ligvis må en oppsynsmann bære et tydelig tegn så folk kan se hvem de har for seg,
men det kan aldri ha vært nødvendig å maskere ham som finansministeren i en
røverstat.
Det er i denne nedgangsperiode som forfatter og digter, Sandemose begynder at
skrive artikler til Hareskov Grundejerblad, og i sommeren 1925 bliver han bladets
ansvarshavende redaktør. Han har selv oplyst, at han fik 171fz kro for hvert num-
mer, han redigerede. Artiklerne er skrevet i nød og betryk for at skaffe penge til
huse, men dels bærer de et umiskendeligt præg af Aksel Sandemoses kampglade og
ironiske stil, dels giver de skarpe og spændende glimt af et tidsbillede af Hareskovby
i 20erne.
Når Sandemose overhovedet klarede sig igennem i disse unge år, skyldes det ikke
mindst hans kone, Dagmar Sandemoses indsats. Fru Nadine Bertelsen, Hareskovby,
fortæller, at hendes forældre, grosserer Peder R. Smidt og fru Nadeshda Smidt,
boede i nærheden af Sandemoses på Skandrupsalle, og at familierne lærte hinanden
godt at kende. Fru Bertelsens mor passede tit Sandemoses børn, og da Sandemose
med sin familie flyttede til Oslo i 1930, havde fru Bertelsen, der da lige var blevet
færdig med sin skolegang, lyst til at se sig om; hun fulgte på Sandemoses kraftige
opfordring med til Oslo og var en tid »au pair-pige« hos Sandemoses. Om Dagmar
Sandemose fortæller fru Bertelsen, at hun var dygtig til at holde sammen på hjem-
met, selvom der var smalhans. Hun beundrede sin mand og når det kneb med kon-
tanter - og det gjorde det tit - var der næsten altid kød til Aksel, mens den øvrige
husstand måtte nøjes med kartofler og sovs. Dagmar Sandemose og fru Bertelsen
måtte altid være til stede, når Aksel kom hjem, selvom det var sent, og så kunne
han i timevis fortælle om alt, hvad der optog ham. Lørdag-søndag var Aksel Sande-

26