Page 41 - Årsskrift 1978 fra Historisk Forening Værløse

De tilsyneladende uoverensstemmelser i foranstående herredsmæssige tilhørsforhold
kan komme af, at Værløse en rum tid kirkeligt hørte til Sokkelund herred, verdsligt
til Ølstykke herred.
Vi må derfor for overhovedet at kunne finde ud af omrokeringerne se på et udsnit
af et gammelt kort over egnen.
Det væsentligste for at rykke så langt som muligt tilbage i tiden for Værløses ved-
kommende er, at vi omkring Reformationen 1536 hører til Sokkelund herred, der i øst
strakte sig fra Vedbæk i nord til Amager i syd og med Værløse ragende ud som et næs
mod vest.
Naboherredet, Ølstykke herred, hed før år 1562 Jørlunde herred, hvis nordgrænse
da fulgte Mølleåen og over Slangerup fortsatte mod nordvest til Roskilde fjord langs
Græse å.
Ordet Sokkelund er afledt af det oprindelige Stokkelund (1349 Stockælundæ) og
viser hen til, at herredets helligsted og tingsted lå i en skovholm og var stokkesat, dvs.
var omgærdet af hasselstokke, stukket ned i jorden. Germanerne udtrykker det ved,
at stederne var um-haselt.
Stokkelund herred var længere tilbage i tiden identisk med Støfnæs herred, også
betegnet som Støvnæs eller Styfnis, muligvis næsset med stenene. Ifølge Kristian Hald
skulle dette forudsætte et lokalnavn Styfni, altså oprindeligt Styfnis herred.
Hos Saxo hedder herredet Steffnica provincia, hvor navnet ligeledes kan hentyde til
et fremspringende, stenet næs.
Johs. Steenstrups kort over landets ældste herredsinddeling i oversigt over Viden-
skabernes Selskabs Forhandlinger 1896 bekræfter det oprindelige Støfnæs herreds
facon og grænser.
Igen udgør Værløse sogn et fremspringende næs, og kombinationen af navnene
Støfnæs-Stokkelund frem til begyndelsen af Isoo-tallet får os til at konkludere, at det
fremspringende næs med stenene og med helligstederne stokkesat i en skov næppe
kan være andet end vore Harreskove.
Troen på Styfni som Harreskovene bestyrkes meget stærkt af det utal af menneske-
skabte stenanlæg, der i de seneste år er fundet over et mere end 100 hektar stort
centralt område af Store og Lille Harreskov, og hvor netop sten i alle størrelser, arter,
farver og udkløvninger, kombineret med bosættelser, agre, tilknytning til moser og
lavninger, tilsammen synes at udgøre noget enestående.
Det er vist en udbredt opfattelse, at Thorkild Gravlund i sin "Herredsbogen" fra
1926 ofte i sin tekst er fantasifuld, for ikke at sige floromvundet, men på baggrund af
foranstående om Støfnæs herred og fundet af de store, konkrete stenanlæg i Harre-
skovene, som Gravlund ingen kendskab har haft til, får hans særprægede, men ma-
lende tekst om det helt oprindelige Støfnæs-Stokkelunds ydre grænser, til næsten at
lyde profetisk.
I uddrag og i sammenstillet form udtaler Gravlund :
Det helstøbte herred var stensat langs de skillende drag. Bredsten på Stokkerup
Mark i Dyrehaven. Smallesten på Lundtofte Mark og Dyresten på Lyngby Mark, og
i vest ender stenrækken med Luciestenen (i Asevang skov ved Kollekolle). Efter
denne stenrad rækker det oprindelige herred kun til Mølleå og Lyngby sø.

39