Page 12 - Årsskrift 1978 fra Historisk Forening Værløse

begyndte at handle hos Carl Jensen (købmand Carl). Det vil sige, at jeg faktisk fik to
rationer, og da jeg ikke selv røg, kunne jeg disponere over en del tobaksvarer. Som
regel indledte jeg et besøg i mosen med at byde cigaretter eller øl rundt og kom der-
ved let på talefod med arbejderne, og en del flintesager indgik i min samling.
Enkelte gange var det sager af ben fra Maglemosetid. Det gjaldt især fra Paradis-
gårdens mose, officielt Borup sø, og disse ting af krondyrtak, elgsdyrtak og urokse-
knogle blev i 1948 afleveret til ationalmuseet.
Senere kom en del sager til fra uddybningen af Værebro å og fra Søndersø. På
dette tidspunkt var det blevet bestemt, at der skulle være et museum i Værløse, og de
nye ting fra Maglemosetid forblev i samlingerne.
Et eksempel på, hvordan jeg handlede med tørvearbejderne:
En mand havde i mosen fundet en fin flintøkse, og jeg bød ham 10 kr. for den.
Han stod nede i tørvedyndet og så meget lidende ud og sagde: "Nej, jeg vil ikke have
de ti kroner, men hvis du kan skaffe mig en æske snus, er øksen din." Heldigvis havde
jeg i min mappe tre æsker snus, og han fik dem alle. (De kostede 35 øre stykket). Jeg
havde sparet 8,95 kr., og manden var mere end tilfreds.
Engang kom jeg på Vibygårds mose ved Roskilde og talte først med nogle koner,
som røglede tørv. Jeg spurgte, om de fandt oldsager i mosen, og svaret var nej. Nu
vidste jeg, at det altid var det samme svar på spørgsmålet, jeg fik, og det var ganske
simpelt, fordi det var glemt sidste gang, der blev fundet noget. Eller også havde finde-
ren ikke fortalt det til de andre, men taget tingen hjem til f. eks. sine børn, uden at
tænke over, at det kunne have nogen værdi for andre.
Men konerne fortalte, da jeg var ved at gå, at der for resten sad et menneskehoved
på en stage over arbejdernes spise- og omklædningsskur. "Kan du ikke tage dig af det,
for det ser ikke godt ud, at man behandler de døde sådan."
Jeg snakkede lidt med arbejderne i tørvegraven og nævnte, at jeg godt kunne ønske
at købe hovedet.
En ældre arbejder sagde til mig, at havde jeg brug for det, kunne jeg bare tage
det med mig. "Det er ham, der ikke vil med hjem om aftenen," sagde en af de unge
folk, "ham kan du få gratis."
Jeg havde ikke mindre end elleve pilsnere i min taske, og der blev øl til alle og een
til mig selv, og manden var min.
Da jeg tog ham ned fra stagen, opdagede jeg, at der var en trepanation i nakken,
og derved blev det mere værdifuldt. En af arbejderne gik muldjordsbænken efter og
fandt lårben og skinneben fra manden, samt et stykke bækkenknogle. Forgæves efter-
søgte vi underkæben og andre knogler, men disse lå sikkert nok i tørvebænkens dybe
vand.
Ved mellemkomst af Thorvald Vognsen blev kraniet undersøgt af antropologeu,
dr. Kurt Brøste, der gav os en udtalelse om det, bI. a. at personen havde overlevet
trepanationen i over 10 år.
Min samlerinteresse for oldsager skriver sig nogen tid tilbage. Jeg kan huske, at de
første flinteredskaber, jeg i 12-14 års alderen fandt på Balstrupgården og Stakhave-
gård ved Ringsted efter plov og harve, gik til lærer Vestergård på Tolstrup skole. De
blev indlemmet i skolens samling, men jeg opdagede, at læreren faktisk var ligeglad,

10