Page 43 - Årsskrift 1977 fra Historisk Forening Værløse

Men det var begribeligvis spøgeriet på Værløsegård, der interesserede mig mest
som barn. Jeg husker endnu, at jeg som syvårig sagde til min 10 år ældre søster
Alma: "Sig mig, Alma, hvad ville du gøre, hvis du en aften så et genfærd ved have-
hjørnet, en hvid skikkelse med gloende øjne?" Min søster svarede: "J eg ville straks
sige: Nåh, den herre ryger nok to cigarer på en gang!" Jeg beundrede hende for
hendes enestående mod og slagfærdighed. Tænk at turde tale til et spøgelse. Det var
højdepunktet af mod.
Nu var det jo sådan, at den gang landevejen forbi Værløse gård blev anlagt, havde
man gravet ind i det sydøstlige hjørne af det lille vænge øst for den egentlige have.
Og her havde man fundet to hovedskaller. Efter al sandsynlighed lå der også to
skeletter. Men disse blev aldrig udgravet eller eftersøgt. Og det var altså disse to -
ifølge overtroen - kvinder, der nat efter nat spadserede gennem haven.
Jeg har imidlertid selvoplevet noget sært i denne del af haven, som jeg med fare
for at blive kaldt hysterisk, skal gengive ganske nøje. Det var k!. 4 om eftermiddagen
en kold, skummel dag sidst i oktober. Mine forældre var med deres egen vogn i
København, og jeg ventede dem hjem k!. 4. - Hvordan det nu var gået til husker
jeg ikke, men jeg var alene på gården. Pigerne var gået bort og de andre var hver
for sig fraværende, og jeg sad alene i dagligstuen.
Jeg følte mig pludselig alene og ængstelig til mode, men tænkte ikke på spøgeri
eller lignende. Far og mor ville jo snart komme. Jeg satte mig i vinduet, hvorfra jeg
kunne overse haven og landevejen ned til det sydøstlige hjørne med det sære rygte.
Og nu så jeg pludselig mine forældres vogn komme kørende med min far på bukken.
Jeg så hesten og vognen og alle detailler. Kun en ting forbavsede mig. Hvorfor var
de iført deres gamle tøj, gamle hatte og overtøj og ikke det pæne nye tøj, som ellers
var københavnertøj? Det begreb jeg ikke. Det skulle jeg dog spørge dem om, når de
om lidt kom kørende ind i gården. Jeg besluttede mig til at løbe ud på gårdsplads og
landevej for at modtage dem. Men der var ingen vogn, ingen forældre, ikke en vogn
og ikke et menneske, så langt jeg kunne se til alle sider. Jeg stod aldeles lammet og
gik så ind igen, uhyggelig til mode. KJ. 7 kom mine forældre, iført deres bedste tøj;
der var intet hændt dem.
Jeg har ofte spekuleret, hvordan jeg kunne have denne sære hallucination og
hvorfor jeg skulle have den. Men et svar har jeg aldrig kunnet give mig selv. Det
stod for mig senere som om der hvilede en egen uhygge over dette hjørne af haven
og som om en eller anden forbrydelse ligesom havde efterladt sære uforklarlige
fænomener, der på bestemte tider eller i bestemte belysninger tog form efter de
personer eller de forhold, som fandtes i vor hjerne i forvejen. Hos mig tog angsten og
længslen form af et par elskende forældre, som jeg bestemt ventede hjem k!. 4.

(Tidligere trykt i Hareskov-Værløse Avis den 2. september 1960).