Page 42 - Årsskrift 1977 fra Historisk Forening Værløse

overraskede, da den omhandlede taler slog sig for brystet og sagde: " ... og han står
her". Han blev dog - forunderligt nok - ikke valgt ind i sognerådet.
Valget fandt sted, og resultatet blev 5 borgerlige og 4 socialdemokrater, og Hauch
valgtes til formand, hvilken stilling han besad til I. april 1946.
Hauchs første opgave var da at skaffe penge, og han tog til Kollekolle: "Ja, her
kommer jeg altså." - "Hvor meget," spurgte Grut Hansen. ,,40.000 kr.," svarede
Hauch, hvorefter Grut Hansen udskreven check på beløbet.
Det sidste, det "korte" sogneråd foretog sig, var enstemmigt at godkende valget
den 29. juni 192 r.

(Tidligere trykt i Hareskov-Værløse Avis nr. 16, d. 23. april 1965).

Fra det gamle Værløse

Af Ebba Tramp Launsby

Når jeg ofte kommer til de gamle spøgelseshistorier, så er det fordi de spillede en
stor rolle i datiden. Jeg fik for nylig en for mig meget interessant liste tilsendt. Det
var mandtalslisten over beboere i Værløse sogn, og jeg sender en varm tak til maskin-
mester Jens Kobberøe Skov ved Søndersø, som har nedlagt et kæmpearbejde i at
afskrive hele dette værk, der nu støtter min hukommelse.
Der fandt jeg min barndoms legekammerater med hvem jeg drøftede alle datidens
spøgelseshistorier. Der var ingen tvivl - for os i hvert fald - om, at det var den
eneste, pureste sandhed, som her gik igen. Man kendte spøgelserries rute ganske nøje.
Kniplingskræmmer Lorentzen, der blev myrdet i Lille Værløse kro, gik fra Søndersø-
skoven og op til Værløse kro præcis kl. 12 nat. Han gik - en mørk skikkelse med pose
på ryggen - krumbøjet, truende og uden at kunne finde ro i den improviserede grav
ved Søndersø, nat efter nat op til kroen og bankede på ruden. Det var fordi morderen
ikke havde begravet ham i indviet jord, sagde man. På de tider var det nemlig en
såre ubehagelig ting at komme i uindviet jord. Så var man sikker på at gå igen. Men
var man tilmed myrdet ved et øksehug i hovedet, så var man da sikker på at blive
genganger. Til alt held blev kniplingekræmmer Lorentzens lig fundet noget før år-
hundredskiftet og jordet i Værløse kirke. Det hjalp. Derved ophørte hans natlige
vandring. Men hans saga døde ikke. Den lever sikkert endnu på egnen. Alle mente
bestemt at vide hvem der var morderen. Og denne familie blev de næste 50 år ud-
peget som værende "i tredie og fjerde generation forbandede", som skrevet står i
katekismusen. Og så kunne jeg endda fristes til at fortælle en del om een af denne
slægt, som tjente på Værløsegård, en af de yndigste unge piger, jeg har kendt. Køn,
velbegavet, meget dygtig og en i etisk og moralsk henseende højtstående ung kvinde.
Men svært er det for en slægt, når man bestandig river den i næsen: "Var det ikke
i din familie at ... " og så kommer det.