Page 35 - Årsskrift 1974 fra Historisk Forening Værløse

dag jeg var i pladsen skulle han til sognerådsmøde, og han havde sagt til mig, hvad
jeg skulle give køerne af foder. Da han kom hjem, skulle jeg fortælle i hvilken række-
følge, jeg havde givet foderet. Den var forkert, og jeg fik en ordentlig een på kassen,
så det var en god begyndelse. Jeg oplevede mange af den slags episoder, men lad det
ligge; jeg skriver ikke for at opremse alle de dårlige minder, måske har jeg også selv
været ude om lidt af det. Det var strengt det år jeg var der; jeg løb tilsidst af
pladsen.
Jeg husker, da jeg tjente hos Svend Olsen, at jeg vogtede køer om efteråret på
markerne ned mod Farum sø. Vi var fire drenge, som vogtede dernede: Mig selv på
Baunegården, Julius Andersen på Højeloftgården, Hans Andersen på Klostergården
og Albert Petersen fra Hans ielsens på Fredsholmgård (Møjgården).
Det traf sig somme tider, at de fremmede køer gik sammen. Så blev der krig, og
det var skæg for os drenge at se på. Vi havde fået en hytte på hjul. En gammel tørve-
vogn blev lavet om; nogle kom med brædder, andre kom med søm. Da den blev fær-
dig kørte vi den ned af de store bakker. Et herligt liv som dreng.
Om det smukke område lavede vi en vogtervise, som jeg citerer efter hukommelsen:

Ja, det var i nittenhundred to Men nu har vi også en hytte så smuk,
ved Farumsøens vove. som der kan trisse på hjul.
Der vogted vi køerne nok så tro Ja, så kan det regne så meget det vil,
imellem tvende skove. så sidder vi drenge i skjul.
Ja, køerne går jo så dejligt her, Nu dagen er endt, nu skal vi hjem,
men nu imod aften det lakker. vi trænger nu til et hvil.
Køerne venter, nu tøjret de bli'r I morgen ses vi jo atter igen
imellem de tvende bakker. og kører i automobil.
Ja, køerne går jo så dejligt her
og gnaver af græsset så grønt;
ja, hvad kan vi drenge forlange rner,
her nede er smukt og så kønt.
Jeg husker skovrider Bloch fra Ravnehuset. Han havde en brun hest at ride på,
når han skulle til Ryget skov. Han kunne godt lide at få en sludder med skovløber
Jens [ielsen, for, som han sagde: Der ruller kongeligt blod i hans årer. Snakken gik
om, at Christian VIII skulle være far til ham.
Skovrideren var godt kendt af de koner, som gik i skoven for at plukke bukkar og
anemoner, samle mos og skære hindbærstilke til at binde kranse af. Hasselkæppe
måtte de ikke tage, det var forbudt. Traf det sig, at de alligevel havde hasselkæppe
og fik øje på ham (han var nem at kende på afstand, da han red på en meget svaj-
rygget hest, så man kun så hans hoved over hestens ører), satte de sig blot på diget
og blottede brystet for at give en unge die. Dette syn behagede skovrideren så meget,
at han ikke bemærkede noget om hasselkæppene. Jeg har selv overværet det.
Tiderne var sløje, og mange koner måtte binde kranse og tage til Københavns torv
for at sælge dem. Turen gik til Kollekolle, og der ventede de, til der kom en vogn,
der skulle til København, til Kløvermarken efter latrin. Så kom de op på tønden med
deres kranse og hvad de ellers havde, og betalte så vidt jeg husker 25 øre for sådan
en tur.

33