Page 29 - Årsskrift 1967 fra Historisk Forening Værløse

planter, der groede omkring os, - selv den lille, kødædende vibefedt, der voksede i
Sortemose nede ved Farum sø, hørte med til "vore" blomster.
Dansk og regning var hovedfag, og dem fik vi lært godt, syntes jeg. Historie havde
også en stor plads, - og lektier - ja, vi havde mange lektier for og skulle kunne dem.
At hver klasse så yderligere var delt i flere hold var jo nødvendigt for aldersforskellen,
men krævende for en lærer. Jeg husker, at vi store skrev fristile, mens andre skrev af
eller havde diktat. Vi fik også lov at regne alt, hvad vi kunne, - til slut efter en
regnebog, lærer Pedersen havde fra sin seminarietid, - alt imens de mindre lagde
sammen, trak fra og dividerede. Vi fik i det hele lov til at fortsætte, så langt vi kunne
i alle fag, og resultatet var for mit vedkommende en skolegang og en undervisning,
som jeg ikke kan være lærer Pedersen taknemlig nok for.
Der var også en skuffe med nogle stenøkser, forstenede søpindsvin og et stykke
koralrev fra Stillehavet m. m. Den samling var meget lille, men stor nok til at vække
en interesse, der har holdt sig siden.
Den årlige eksamen var meget spændende; vi blev flyttet om efter de karakterer,
vi fik. Pactor Huusom og flere skolekommissionsmedlemmer hørte på og spurgte ud.
En eksamen mindes jeg: Vi blev spurgt om, hvad der forårsagede ebbe og flod, om
Golfstrømmens betydning og plads og om de forskellige kloders og stjernebilleders
plads i himmelrummet. - Nu vel meget almindelige eksamensspørgsmål!
Og når jeg tænker på den lange skolevej fra Ryetgård ad Gydevejen forbi tørve-
mosen, "Kristianshøj", "Birkegård" og Fattighuset, - i al slags vejr og gående, så
mindes jeg aldrig, vi forsømte eller kom for sent, - dertil var det alt for spændende.
Denne skoleordning synes vel nu at være forældet og umulig - og er det vel også -
men takket være lærer Pedersen blev min gamle z-klassede landsbyskole et sted, jeg
mindes med stor glæde.

Barndommen på Ryetgård.

På Ryetgård begyndte et friluftsliv i naturen, som mange ville misunde os. Bronce-
alderhøjen 13), der lå på Ryetgårds jord blev tit vor søndagslegeplads. Ryet skov og
Præsteskov med alle de kønne steder, Farum sø, Grethes holm og Sortemose med
tyttebær og vibefedt, krat og tuer, den smalle sti langs skovbrynet ved Gandløse Ore,
hvor de små ensomme huse lå; om det ene fortaltes der, at der engang havde boet en
ugerningsmand, der overfaldt fredelige rejsende, tog deres ejendele, slog dem ihjel
og begravede dem i mosen. Vi var ikke så bange for det, - det var jo så længe siden.
Krybskytter havde der også været flere af, - slemme og durkdrevne; en gemte rå-
dyret, han havde skudt, i et gammelt bornholmerur, og lå i sin seng, da skovfogederne
kom efter ham. "Nej, han havde slet ikke været ude".
Sagnet fortæller også, at en gårdmand fra Lille Værløse, (som ikke havde været
af de gode) døde, og da følget kom hjem fra kirke efter begravelsen, sad han på
rygningen af gården. En gammel kone, der havde forstand på de dele, fik ham dog
"manet ned" i Sortemose, og hun satte en stoppenål i enden af en kæp og stak den
ned igennem ham, - og så mumlede han: "Havde du ikke gjort det, din gamle heks,
var jeg kommet hjem før dig!" u blev der imidlertid fred for ham.

'27