Page 28 - Årsskrift 1962 fra Historisk Forening Værløse

været da havde der ikke komet frugt paa Jorden i 55 Aar og der som i ikke omven-
der Eder da skal Verden ikke staae uden ig Aar og der skal blive saadan Krig og
Elendighed at de ihjelslagnes hoveder ikke kan finde" for blod og der skal blive en
Elendighed og hunger at Moderen Æder sit Eget Barn og saadan en Sygdom
at det Meneske som læger sig frisk og sund om aftenen skal være Døe om Morgenen
der (skal) blive en Klage og Elendighed at Mennesket skal skabe Nød og Iammer
for den jeg have omvendt sig men det som i omvender sønder da skal eders alder
formeres 60 Aar til 100 Eders bedrøvelse omvenders til Glæde og alle folk Glæde sig
i herren alle folk henleve i Mennesket paa Jorden forbandet Er det som dølger dette
men den som forkjønder samme skal blomstre af hjertet Glæde og velsignelse i Iusus
navn Amen Gud alene være det.
Knud Andersen Fraugde d. 20 Februarii 1819.

Note: Himmelbrev. Brev eller formular, som foregiver at være nedfaldet fra himlen og
skrevet af Kristus. Indeholder en manende henvendelse til menneskeheden, oftest med truslen om
straf eller belønning. Himmelbreve forekom tidligere i trykte eller prentede eksemplarer til op-
hængning. Ordlyden følger bestemte formler, der kan følges tilbage til ældre Middelalder; om-
tales allerede 584. De danske himmelbreve opgiver, at brevet var afleveret af en mand eller engel
til en vis Just ved Assens. Himmelbreve fik også betydning som beskyttende amuletter.
Det ovenfor trykte brev er skænket til Historisk Forening af fru E. Saxholm, jonstrup.

Værløse by- og brandhorn

Ved Poul Fich
"Det er bare nogle kedelige kohorn,' blev der sagt af nogle besøgende i Værløse
historiske samlinger, og så gik de videre - - -.
Min interesse blev efter denne dom vakt; hvad kunne disse horn fortælle, hvis
man virkelig gav sig tid til at beskæftige sig med dem? Af "Øvrigheden" fik jeg vel-
villigst tilladelse til at hjemtage hornene til et nærmere studium, og de har skaffet
mig nogle interessante og hyggelige aftentimer, som har ført mig ind på mange for
mig hidtil ukendte områder.
Her fortæller jeg kun de vigtigste:
Det har været almindeligt før udskiftningen omkring det 19. århundredes begyn-
delse, at oldermændene, ved at tude i byhornet, sammenkaldte gårdmændene til
gadestævne i landsbyerne, hvor man drøftede og tilrettelagde landsbyens ve og vel.
Efter udskiftningen af jorderne og udflytningen lå et stort antal af gårdene så langt
fra landsbyen, at man ikke kunne høre hornet; men derfor forsvandt de fleste af de
gamle byhorn ikke, idet de fremdeles blev brugt som brandhorn. Byhornets kalden
gjaldt kun for gårdmændene, ikke for husmændene. Når imidlertid husmændene tid
efter anden enkelte steder har dannet et lav med byhorn som symbol på det sam-
lende, da er det et tegn på voksende selvstændighed. Dette er sikkert årsagen til, at
der i nogle landsbyer er bevaret to eller flere horn l.