Page 18 - Årsskrift 1959 fra Historisk Forening Værløse

Knud Hjortø

Af Lars Nielsen

Danmarks store digtere i det 19. århundrede var alle akademikere. De var næsten
altid født i embedsmandsfamilier. De havde selv studeret ved universitetet, og deres
bøger handlede så godt som altid om livet blandt "dannede" mennesker. Men ved
århundredskiftet ændrede dette forhold sig totalt. Et kuld af ny skribenter, der alle var
født uden for Valby Bakke, rykkede frem med stor kraft og gjorde livet blandt folk
i landsby og købstad - sådan som de kendte det fra deres egen barndom - til genstand
for digterisk behandling. Disse ny digtere skrev om noget som den jævne mand forstod,
og derfor blev de også læst af den jævne mand. Gennem dem blev den læsende del af
det danske folk mangedoblet.
De mest kendte navne fra denne tid er Henrik Pontoppidan, Johan Skjoldborg,
Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen. Men en af de betydeligste af dem hed Knud
Hjortø og var fra Kirke Værløse. Han blev aldrig af de mest læste. Dertil var han nok
for dybsindig. Men de bedste af han bøger vil få blivende værdi i dansk litteratur.
Han blev født på Hjortøgård ved den vestlige ende af Søndersø den 4. januar 1869,
og faderen hed Lars Knudsen. Både faderen og moderen var af gammel bondeslægt.
Drengen blev døbt Knud Anders Knudsen, og blev derfor, efter egnens skik, kaldt La's
Knu's Knud både blandt skolekammerater og voksne, også efter at han var begyndt at
digte. Forfatternavnet Knud Hjortø slog meget sent igennem blandt dem der kendte
ham fra drengeårene.
Folk der har gået i skole sammen med ham siger, at han var en drømmende, ver-
densfjern, upraktisk dreng, rødhåret og meget nærsynet, men lysende begavet når
talen var om boglige sysler, og det var derfor ganske naturligt at han blev sat til bogen.
Jonstrup Seminarium lå jo lige ved fødegården. Hvad var rimeligere end at lade ham
blive lærer! - Dengang måtte alle der ville gå lærervejen først øve sig et år i en eller
anden skole, og Knud Hjortø fik denne forberedelse hos lærer Seehusen i Kirke Vær-
løse, hvor han selv havde gået i sine drengeår. Det gik ikke alt for godt med disci-
plinen. Han var jo ikke meget ældre end de børn han skulle undervise. Drengene ville
ikke lystre ham, og pigerne morede sig over hans røde hår og mærkelige briller, - hvis
man da skal tro hvad gamle fok i Kirke Værløse fortæller.
Men på seminariet kom han, og i 1888 fik han sin eksamen. Lærer blev han dog
ikke foreløbig. Han ville have flere kundskaber, især i sprog, hvorfor han tog studen-
tereksamen og gav sig til at studere ved universitetet. Dette studium fuldførte han
aldrig. I 1896 brød han af og rejste til Paris for at fortsætte sprogstudieme der. Knud-
Hjortø var meget musikalsk, og i Paris kastede han sig tilbage over studiet af musik, og
blev en stor elsker af Johan Sebastian Bach.
Tidligt drømte han om at blive digter, men først i 1899 lykkedes det ham at få en
bog ud. Den hed "Syner" og gik ganske upåagtet hen. I 1901 fulgte "Hjemme på

16