Page 20 - Årsskrift 1959 fra Historisk Forening Værløse

hans ivrige læsere kom vejen til at gå fra en kronik eller novelle i deres daglige avis
til læsningen af hans store romaner. Men nogen kendt forfatter i ordets populære be-
tydning blev han aldrig. Han var alt for sjæleligt blufærdig til at mase sig på, og
hans tiltagende blindhed gjorde ham det sikkert også besværligt at færdes mellem
folk. Hans svage syn blev tilsidst årsagen til hans død. Han blev kørt ned af en spor-
vogn i nærheden af sit hjem i Vanløse.
Når han aldrig fik nogen virkelig stor læsekreds hænger det sikkert sammen med,
at hans bøger gennemgående savner spænding, og dertil er gennemsyret af ret bittert
livssyn, som jævne læsere ikke bryder sig om. Men han er en meget stor menneske-
kender, og få eller ingen har skildret det danske sind så forstående som han. Især er
hans kvindeskildringer uforlignelige. Men skønt hele hans forfatterskab først og
fremmest handler om forholdet mellem mand og kvinde, og derfor er dybt erotisk, er
han langt fra nogen erotisk forfatter i dette ords moderne betydning. Han er blufær-
dig i den grad, at hans bøger kan virke kolde, og nogen happy end får de aldrig.
Han er heller ikke hjemstavnsforfatter på samme måde som de samtidige jydske
digtere var det. Jeppe Aakjær sagde ved et møde i Farum foredragsforening i IglO,
at han ønskede hele sit forfatterskab opfattet som eet stort tidsbillede af den egn han
var vokset op i. Et tilsvarende mål satte Knud Hjortø sig aldrig. Men det betyder ikke
at der ikke i hans bøger findes skildringer af mennesker og forhold i Kirke Værløse i
hans barndom. For det gør det. En af hans bøger hedder da også - som tidligere
nævnt - "Hjemme på Egnen". Men de mennesker som han omtaler er forlængst døde
og kendes næppe mere af nogen nulevende i Værløse sogn.
Knud Hjortø levede og digtede i en tid da Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær
satte samfundets sociale problemer under debat så det kunne høres. Det gjorde han
ikke. Det var menneskesindet der interesserede ham, og det var det han ville skildre,
og han havde den sjællandske bondes medfødte mistillid til alle teorier om hvordan
samfundet skulle indrettes. Reaktionær var han dog langtfra.
Under sine ophold i Skanderborg, Skælskør og Vordingborg lærte han folk i den
lille danske købstad at kende til gavns, og disse kødstadsmennesker har han skildret
som ingen anden dansk forfatter. Bedst har han nok gjort det i "Folk", en af hans
betydeligste bøger, der for nylig er blevet genudsendt. Men også "Fru Herta" kan
anbefales, især til folk der vil til at læse Knud Hjortø for første gang.
I sine sidste bøger kunne Knud Hjortø bore så dybt i menneskesindet at de blev
vanskeligt tilgængelige for jævne læsere. Det gælder således om bogen "Faust", histo-
rien om manden der får lov til at leve sit liv om. Her og andetsteds viser Knud Hjortø
sig som et stort stykke af en filosof.
Det er karakteristisk for Knud Hjortø, at han på engang er det forfinede åndsmen-
neske der elsker kunst og klassisk musik og er fortrolig med verdenslitteraturen, og
alligevel dybt præget af sin oprindelse fra sjællandske bønder. Enhver opmærksom
læser vil kunne se det. Hans måde at bedømme folk og forhold på er den samme som
vi, der er barnefødt i Værløse sogn, har truffet hos vore forældre og bedsteforældre.
Livet igennem blev han trods alt ved at være La's Knu's Knud.
Knud Hjortøs bøger er skrevet i det fineste danske sprog man kan tænke sig. Han
er simpelt hen en af de betydeligste sprogkunstnere vort folk har frembragt, og han

18