Page 107 - Ubudne gæster
P. 107

Agenten noterer desuden at: Antallet af Soldater i Værløselejren overstiger ikke
            400 Md., og ikke som før meddelt 800­1000 Md. Det vides ikke, men det er sand-
            synligvis den sidste rapport, der blev udarbejdet, inden englænderne selv kunne
            tage ”Fliegerhorst Værløse” i øjesyn. 8
               Den vigtigste engelske forbindelse gik den anden vej, nemlig SOE’s våben ned-
            kastninger. Men det var for risikabelt at foretage nedkastninger i Værløse Sogn.
            Der er dog vidnesbyrd om, at der skete nedkastninger i sognet længst væk fra fly-
            ve pladsen, nemlig ved Kollekolle:
               Fra flere frihedskæmpere fik far fortalt, at der de sidste år af krigen blev kastet
            ret så meget materiel ned på gårdens jorder, og at man bl.a. havde midler tidige
            gemmer i gårdens lade, hvor der det meste af året var korn/halm og avner. Det var
            lokale folk, bl.a. dyrlæge Jessen Petersen fra Bagsværd, som forklarede far, at de
            bestemt ikke var i tvivl om, hvor han stod, men de fandt det alt for farligt at ind­
            drage ham og ha’ ham med, da det var meget nærliggende, at han straks ville
            blive taget, hvis man fandt nedkastet udstyr mv. – med den risiko for forhør/tortur
            og optrevling der lå heri.
                                  9
               Gunnar Rafn fra Hareskov har fortalt, at gruppen fik de engelske våben ved
            Hille rød, hvor de blev nedkastet af britiske fly. De fik melding via radioen.  Den
                                                                              10
            nær meste nedkastning foregik i Ganløse 12. april 1945 – ved en fejltagelse: Vå-
            bencontaineren skulle have været kastet ved Smørstenen i Gribskov. 11
               En  af  de  værløseborgere,  der  gik  ind  i  modstandskampen  i  1943,  Heinrich
            Werther, har berettet om de danske piloter, der blev sendt ned i Nørreskoven for at
            arbejde et års tid, hvorefter de tog til England: Så var der Reimer, han var sergent.
            Han var wienerbarn, men havde været på Fyn fra den tid, hvor vi tog børnene til
            landet her, og han var mægtig ond på tyskerne. Han var en af dem, der prøvede at
            skyde tyskerne ned d. 9. april. Men tyskerne lavede sådan et par plovfurer på beg­
            ge sider af ham uden at ramme, så han sagde ”bum” og var væk af vejen, han
            skul le ikke nyde noget. Han kom vistnok til England (…) Så var der 2 brødre, som
            hed Kristoffersen, det lykkedes dem begge via Sverige at komme til England. Vi
            hørte i den engelske radio en aften, at den ældste bror var vel ankommet, den
            anden havde været det et stykke tid. Men desværre efter et par måneder hørte vi,
            den ældste var styrtet ned under en flyveøvelse og dræbt på stedet. Den yngste var
            skudt ned over Tyskland, og ham har man aldrig hørt fra siden. Det var et par
            dejlige mennesker, og det må have været en grim historie for forældrene. 12



                                                                                105
   102   103   104   105   106   107   108   109   110   111   112