Page 21 - j-k-skov-kend-din-egn

miner.
hvile sig.

Arbejde uden Grænser,
hvor Kongen forhandlede
- den slettere efter den bedre.
Den ll. november, Mortensdag,

stævnede
-- Fremdeles kom der ny mønt - kobbermønt
tyngede store og små med forskellige pålæg.
Fæstere ligesom af Kirkens og Munkenes
Han tilføjede også dette, at alle Fæstebønder,

1357. Kongen vendte tilbage til Sjælland og skånede
skriftlig befaling om det, der skulle gøres i hans fravær.
efter sølvmønt
ne skulle løbe i stranden uden først at have gjort landsgavn.
1358 bød Kongen, at der skulle graves voldgrave ved byer og
mænd landets tarv og ærinde på sinde, men mest de møller,
med. Siden drog han til Jylland, hvor han blev en stund og
bønder og andre for møje, men lod sit åg hvile tungt på alle.
Samme år bød han, at der skulle gøres net til at fange ulve
han havde bygget, og deres løb ogflod; han ville ikke, at åer-
1356. Fremdeles lagde Kongen biskopper, abbeder og herre-
og Sommeren paa egen Bekostning; men af Kongens egne
hørte til, skulle yde Kongen 14 Dages Arbejde om Vinteren
ikke
pålagde da også en skat, nemlig at man efter kvægtiende
1355. Den 28. oktober. Møde på Vrangstrup ved Ringsted,
skulle betale 6 groter af hvert gavngørende høved til to ter-
saa næppe fik de trætte Lov til at
krævedes der
sine fogeder på Sjælland til Slagelse og gav dem mundtlig og
han (Kongen) alle
hvem de end
med sine mænd om mønten. Han
skælven
juni 1397.
på forskellig
ter, Margrethe,
de lød hans bud.
traadt under Fod.
fæstere, formedelst
ste armod, - ja, næsten
borge. De var temmelig
og større ladegårde til avlingen
ordene: Men i denne Valdemars
og der var stille i landet i nogle dage.
disse godser lod hun ofte befæstningen
over sjællænderne, at mange af dem byggede
nedrive.
på krongodserne,

end leve med Skam, mens vi ser vort Folks Ulykke - - .

Ved Dyre Vor Frues Dag vendte Kongen tilbage til Sjælland,
1359. Da nu jyderne så, at Kongen herskede som en tyran
de svære arbejder, var bragt til den stør-
riget med endnu mere snilde og hensynsløs-
gamle Dage, Landets Love, hele den danske Kirkes Frihed,
klæg og endda selv måtte lægge strå til, men især kirkens
dyre og almuen til besvær. Frygt og
han tugtede alle med ild og sværd, med fængsel og død, til
og lammelse faldt over alle, til hvem han kom, for
1387 - 1412. Efter Valdemar Atterdags død styrede hans dat-
tage disse Byrder paa os, men det er os bedre at dø med ,lEre
Tid blev al Overlevering fra
Lunde-ærkebispens krønike sammenfatter sine klager i
hed end faderen; ja, det lykkedes endog for hende at samle
arbejde endnu mere end under faderen. Hun ville have nye
som hun
Danmark, Norge og Sverige i den berømte Kalmarunion i
Særlig afholdt i Danmark var hun næppe. Bønderne måtte
Kirker i ler og
til undergang, så sagde de: Vi vil ikke
vis fik fat i fra uddøende adelsslægter, og på
."*!§* -/
Æffi