Page 21 - Årsskrift 2013 fra Historisk Forening Værløse

De to tvejer

fra

kirketårnet i Kirke Værløse

Af Niels Bødker Thomsen

I foreningens årsskrift 2012 er der i artiklen, ”Kirke Værløse kirke, Uanseelige
spor fra reparationer og vedligehold samt bygningsdetaljer fortæller historie”
omtalt og vist to pinde eller gaffelgrene (fig.1). Pindene er fundet under kirkeklok-
kerne begravet i støv. Der er i artiklen rejst spørgsmål om pindenes anvendelse,
og med ønsket om et svar blev et billede af de mystiske pinde sendt til ”Politikens
bagside”. Der gik ikke mange timer før svarene begyndte at komme ind, og ikke
alene fik man en række enstemmige og troværdige forklaringer på pindenes anven-
delse, men også svar på pindenes navn.
Syv gange på Politikens bagside kom rigtig i sving. Derfor brugte vi pin-
Allerede dagen efter spørgsmålet var den. Den ende, der er formet som et V
sendt til Politiken, kom der svar under bliver sat ind mod kneblen, og den anden
overskriften – Klokkeklar forklaring. ende mod kanten af klokken. Da pinden
Svarene kom fra flere læsere, der hav- var lidt længere end afstanden fra kan-
de været eller var beskæftiget i kirker. ten af klokken og ud til kneblen, bliver
Mystikken syntes at være løst. Et af sva- pinden holdt på plads af kneblen. Nu kan
rene fra Mogens Nielsen i Næstved lød man starte med at få klokken til at svinge
således:”De mærkelige træpinde hører til lydløst frem og tilbage – når klokken så
i kirketårnet. Jeg har brugt dem mange får rigtig sving på, falder pinden af, og
gange. I 1969-73 gik jeg på seminariet i kneblen rammer klokken med rytmiske,
Vordingborg og tjente lidt penge ved at langsomme slag. Når ringningen skulle
være afløser for klokkeren i Vordingborg stoppes igen, rakte jeg armen op, tog fat
kirke. Ringningen foregik manuelt oppe i kneblen og bremsede den lidt i farten,
på loftet i kirketårnet, hvor man stod så den svingede i samme takt som klok-
lige ved siden af klokken og trak i et reb. ken. Der var brug for meget høreværn.”
Når der skulle ringes med en af de store På denne måde opnåede man en perfekt
klokker til gudstjeneste eller begravelse, klokkeringning, som ikke havde start-
kunne vi ikke bare begynde med at træk- og stopklemt. Ja, der skulle være kvali-
ke i rebet – så ville der komme en række tet i arbejdet, selv klokkerens, hvis navn
urytmiske lyde fra klokken, inden den jo eller ofte bruges som et skældsord.
Fig.1. De to pinde, som blev så berømte. Samtlige fotos: Niels Bødker Thomsen

19