Page 25 - Årsskrift 1974 fra Historisk Forening Værløse

sig med lodsejerne omkring dens bred, tog man straks fat på arbejdet, og årstallet
1874 på maskinhuset angiver, at i dette år blev arbejdet færdigt. Det var dog kun en
foreløbig afslutning. Man lagde dengang en 18 tommers ledning ind fra søen og pum-
pede med een dampmaskine; men dette forslog ikke i længden, og i 188 I måtte man
derfor lægge en ny ledning, denne gang på 30 tommer, og yderligere forøge damp-
kraften med en maskine endnu.
Resultatet er da også, at medens man tidligere kunde oppumpe 50.000 tdr. vand i
døgnet, er man nu i stand til at præstere næsten det dobbelte eller nøjagtigt 92.000
tdr. i døgnet.
Det er dog ikke søen alene, der leverer dette kvantum; ledningen fra søen går over
en artesisk brønd, der er gravet ned til en dybde af ca. 30 alen, og også fra denne
kan vandet tages. Man er altså efter behag herre over, hvorvidt man alene vil tage
vandet fra søen eller fra brønden, og i denne tid, hvor søens vand er kommet i så
stor miskredit, pumpes der således alene fra brønden.
Der er således i denne tid god grund til med en gammel historieskriver at på-
skønne, at vi her til lands have sådanne "meget gode Vælde-Kilder eller springende
Brønde, især når vandet i forvejen passerer et lag af rent sand, som holder dets
jordagtige dele tilbage, foruden at dæmpe dets flygtige væsen". "Sådanne sunde
vandes forråd, ja, overflødighed, er - forklarer han nemlig - en Guds velsignelse af
den slags, hvor de mere savnes, - ja, hvor dette element, som ingen kan undvære,
endogså bringer sygdom med sig". -
- Forøvrigt er det ikke hele året rundt, at søens vand er nødvendig for Køben-
havns Vandforsyning; dette er kun tilfældet om sommeren, og den regelmæssige
pumpning finder derfor kun sted i tidsrummet fra midten af maj til henimod ud-
gangen af november.
Fra søens bund, "hvor kilderne sagtelig rinde" og umærkeligt fylder den store be-
holder, skal nu vandet bringes ind til hovedstaden. Det er en lang vej, og megen kraft
må der anvendes for at bringe det til at forlade sin fredelige hjemstavn og begive sig
ind til den fjerne hovedstad.
Det går dog her som så ofte i livet, at når man kun anvender kraften på rette
måde og på rette sted, går det øvrige ligesom af sig selv. Maskinerne behøver ikke at
trykke vandet hele den lange vej ind, og de kunne velsagtens ikke gøre det, men de
føre det ind i den smukke skov, for at det ligesom endnu en gang kan tage afsked
med sin hjemstavn, og derpå overlader de det til sin egen skæbne. Gennem en stor
støbejernsledning, der langs Djævlemosen og Gisselfeld mose fører ind i skoven,
pumpes vandet op til højdebrønden i denne, en stor betonstøbt beholder, der er an-
bragt i en højde af ca. 80 fod over søens højeste vandspejl, og derfra løber det så af
sig selv gennem en 17.000 fod lang ledning ud i den vide verden, hvilket i dette til-
fælde vil sige til en allerede eksisterende ledning på Herlev mark, som endelig lader
det havne i Damhussøens eller St. Jørgens Søes rummelige favn.