Page 24 - Årsskrift 1974 fra Historisk Forening Værløse

Men en udflugt til den er ikke blot af interesse for vandforsyningens skyld; den er
det i endnu højere grad, fordi den egn, hvori søen i stille ensomhed skjuler sig, vel
er et besøg værd og kun i forholdsvis ringe grad bekendt. - -
- - Et engdrag skiller Jonstrupvang fra Lille Hareskov. Denne er en fredelig plant-
ning, hvis ensomhed kun sjælden forstyrres, og når man ikke ved det, tænker man
mindst af alt på, at dette sted er sædet for en betydningsfuld maskinvirksomhed,
hvor dampen arbejder dag og nat for at forsyne den fjerntbeliggende hovedstad med
det uundværlige vand. Lige ved skovens ene ende ligger det store maskinhus, hvis
skorsten rager højt op over bøgestammerne som for pralende at vise, hvad menneske-
hænder formår at udrette.
Foran det, omtrent en tusind alen fra vandværket, ligge den venlige Søndersø,
grænsende tæt op til de store moser, som nu er egnens vigtigste industrielle bedrift,
efter at Cikoriefabrikkerne og de andre påtænkte anlæg herude er gået al kødets gang.
Fra dette punkt har man imidlertid ikke det rette overblik over søen; det fås bedre
fra Hejrebakken inde i skoven, men først vil vi dvæle lidt ved den virksomhed, som
menneskene udfoldede på dette punkt, førend vi søge ind i skovens ensomhed.
Man trænger også til hvile og forfriskning efter den lange køretur fra Utterslev
over Ballerup og herud, og skønt stedet ikke er meget besøgt, er der dog højst be-
tænksomt inde på vandværkets grund lige i skovbrynet, hvor de høje bøgetræer give
skygge, anbragt borde og bænke, ved hvilke man gerne får tilladelse til at udfolde
madkurvenes indhold. Det gælder imidlertid om dette sted, hvad der så træffende er
anført i "De fattiges Dyrehave", at man her kan få alt, hvad man ønsker - når man
selv bringer det med. Stedets naturlige udførselsartikel, drikkevandet, er her natur-
ligvis ingen mangel på, men forøvrigt gør man rettest i at føre alt andet, kogeapparat
inklusive, med sig.
De tider er forlængst forbi, da bassinet med guldæblerne på Gammeltorv eller
rettere dettes forgænger, som Frederik II lod anlægge, for at vandet fra Emdrup sø
kunne ledes til København, var tilstrækkeligt til hovedstadens vandforsyning. Der
stilles nu ganske andre fordringer både til vandets kvantitet og kvalitet end fortidens
"Vandkunster" og vandkiggere kunne opfylde, og selvom man for godt og vel 25 år
siden begyndte anlægget af "Det nye Vandværk", kunne man ikke forudse, hvor
stærkt fordringerne ville stige.
Allerede i slutningen af tredserne var det dog klart, at "Noget måtte der gøres", og
man omgikkes da med den dristige plan at gøre sig Furesøen underdanig og fra
denne at lede vandet ind til København. Der var dog for mange vanskeligheder her-
ved at overvinde - skønt hvem ved, hvad fremtiden vil bringe - og så tyede man da
til dens nabo, Søndersø.
Det var vandinspekteur V. Poulsen, som i 1870 fremsatte forslaget om at indlemme
denne i Københavns Vandforsyning og derved frelse søen fra den undergang, som af-
døde dr. Heiberg havde projekteret over den. Heiberg havde haft til hensigt at ud-
tørre søen og forvandle den til agerjord, men den undgik heldigt denne skæbne.
Dens kilder risler uforstyrret videre og fylder det store bassin, der vel har et om-
fang af 240-250 tdr. land, og som det tager næsten halvanden time at spadsere
rundt om. I 1873 blev søen købt af vandvæsenet, og efter at man havde arrangeret

22