Page 17 - Årsskrift 1970 fra Historisk Forening Værløse

Kong Sverker førte selv denne hær over Øresund; men han tog ikke Helgen i agt.
En søndag morgen, "der messen var god at høre", legede den barske vintervind med
hans gule og blå banner, som vajede kækt fra syvtisyv snekker.
Hans svigerfader gik naturligvis med og af sunesønnerne endnu desuden biskop
Peder og ærkebiskop Anders samt deres brødre Lars og Jacob. Også fulgte Upsala
ærkebiskop hans banner. -
De stormede frem over Hallandsås, forbi Varberg, ind i Vestergøtland, og, som
kæmpevisen synger, "hverken døre eller låse" holdt dem, "hverken porte eller bom-
me," forinden de nåede Lena. "Der lagde de af sine kåber blå, iførte sig brynjer
alle;" og her blev det blodige slag kæmpet (den 3 I. januar 1208). Danskerne anfaldt
med stort gny og med megen manddom, men med endnu mere overmod, eftersom
Svenskehæren tyktes dem kun liden og ringe:
"Frem da fore de ædelige Daner, de førte så godt et ord;
de sloge af Vestergøtlands mænd, som bønder de meje korn."
De måtte imidlertid erfare, "at en ærlig sag er stærk i trofaste hænder." Striden
var hårdnakket, og Svensken stod fast, som han plejer; men også Danskerne var sene
til at fly.
Endelig tog Sverker selv flugten, den første i hele sin hær; og således sporede han
sin ganger, synger visen, "at han red over hundrede mile, forinden han så sig tilbage."
Forinden var dog både Ebbe og Lars faldne med mange andre drabelige riddere;
men højt prisede selve fjenden de slagnes tapperhed. Også synger visen:
"Imellem bjerge og dale gjælder både ugle og ørn:
Der græder så mangen enke, så mange faderløse børn;
De fruer sidde i højenloft, de vænte, deres herrer skal komme,
Men hestene de kom blodige hjem, og sadlerne vare tomme."
Ja, sagnet vil endog, at af alle Danskerne var der kun "femtifem" eller "tre og
trisver fem", som vendte hjem fra den blodige leg. Men sagnet fortæller os endnu, at
As-Odin var med ved Lena. På Fyrisvold var det ham, der havde fældet Styrbjørn;
men siden havde han holdt sig fjernt fra slagenes tummel. Fra det høje Norge var
han dog nu atter ilet hid for at styrke Svearne i kampen mod Danerne; men efter
slaget forsvandt han på ny, og siden har ingen kunnet spore hans veje. -
Var slaget ved Lena vundet, er det rimeligt nok, at Danmarks konge var blevet
Sveriges lensherre, som han alt var Norges - af navn. Men selv så løs en forbindelse
mellem Nordens trende stammer var kommen meget for tidlig; et fredeligt forhold
var alt, hvad der skikkede sig for tiden.
Og et sådant blev endelig tilvejebragt, skønt Sverker Karlsøn atter støttedes af
danske lanser, da han (den 17. juli 12 10) faldt ved Gestilren mod Erik Knutsøn.
Thi sejrherren friede straks til jomfru Regisse, kong Valdemar (Sejr)s halvgamle
søster, og fik naturligvis hendes ja. Endnu samme år drog hun til Sverige, hvor folke-
visen synger, at man bød hende en hest "med sadel af sølv og forgyldene mile." Men
fra hjemmet havde hun mageligere vaner: Her var hun vant til at age i karm, og
således ønskede hun ligeledes at færdes i Sverige. Man måtte bedre undervise hende:
"I føre os ingen jydske sæder!" thi, så længe vi leve, blive vi ved vore egne.