Page 16 - Årsskrift 1970 fra Historisk Forening Værløse

På Julius bekenders dag (31. januar 1208) døde hr. Lars, broder til ærkebiskop
Anders (Andreas Sunesen) og til biskop Peder, han som over-
lod denne kirke Langsyobierg og Kaldecote med deres tilliggende samt Nymøl-
le.

Vor Frue kirke i København havde indtægter fra den vestlige del af Kongens
Lyngby sogn.
Langsjøberg er ifølge general Ramsing identisk med Frederiksdalgodset.
Nymølle - Frederiksdal mølles forgænger - lå lidt nærmere Furesø end den nu-
værende.
Kaldecote (nu Kollekolle) er jo en betragtelig del af Værløse sogn, så man gætter
næppe forkert, når man anslår Lars Sunesens jordegods til ca. 800-1000 tdr. land.
Laurencius eller Lars er en af de berømte Sunesønner, broder til Ebbe Sunesen til
Knardrup, ærkebiskop Andreas Sunesen i Lund, bisp Peder Sunesen i Roskilde, alle
sønner af Sune Ebbesen, Skjalm Hvides sønnesøn, Absalon og Esbern Snares fætter.
Han var en stormand og gavmild mod kirker og klostre, - f. eks. fik Æbelholt
kloster landsbyen Kagerup i Nordsjælland.
Ebbe Sunesen fra Knardrup havde to døtre. Den ene, Cæcilie, var gift med Jon
Raymothsen, arvede senere Ebbe Sunesens gods i LI. Værløse m. m.
Den anden søster, Bente, var gift med kong Sverker den yngre af Sverige; men
de blev fordrevet af Erik Knudsen efter det voldsomme slag ved Lena i Sverige den
3 l. januar 1208.
Sverker mistede således sin svigerfader og dennes broder i dette slag, og den mæg-
tige Hvide-slægt fik et knæk på denne skæbnesvangre dag.
- Der er skrevet flere folkeviser om slaget ved Lena, deriblandt en på 41 vers. De
er meget romantiske og fantasifulde, og bl. a. nævnes, at Odin var med i slaget.

Her afsluttes denne beretning, bygget på historiske fakta, med fortællingen om
slaget ved Lena, således som den er fortalt for godt 100 år siden af den grundtvigsk
prægede historiker Poul Frederik Barfod i "Fortællinger af Fædrelandets Historie"
ca. 1863 .
...I Sverige havde der i lange tider hersket blodige stridigheder mellem to konge-
slægter: Mord banede altid vej til tronen, og mord gjorde den atter ledig.
Sverker Karlsøn var en søn af den gæve Stig Hvides datter Kirstine og blev efter
sin kongelige faders mord bragt til sine frænder i Danmark, hos hvem han opdroges.
Endelig nåede han også op ikongesædet (1196), og for at sikre sig dette lod han
sin formands tre sønner nedhugge ved Elgarås (1205).
Men den fjerde, Erik Knutsøn, undkom af blodbadet og drog til Norge, hvorfra
han to år senere vendte tilbage for at fordrive sin slægtsfjende. Sverker var gift med
Bente, en datter af den rige Ebbe Sunesøn til Knardrup, og søgte altså atter til Dan-
mark om bistand. Han lovede kong Valdemar (Sejr) guld og grønne skove, og nåede
til sidst sit ønske, så kongen gav ham sekstentusinde mand med, skønt andre ville
påstå, at han i det højeste fik attenhundrede, og det var hans svigerfader, der havde
skaffet de fleste af dem.