Page 8 - Årsskrift 1965 fra Historisk Forening Værløse

ration, men også for alle de følgende generationer i den samme familie, medmindre
bevilling til afvigelse erhverves."
Altså skulle det være forordningens rette mening, at når Jens Olsen lader sin søn
døbe Hans Jensen, skal også Hans Jensens børn hedde Jensen og så fremdeles. Det
synes først sent at være gået op for landbefolkningen såvel som præsterne; men efter
1856 er det i hvert fald forbudt at kalde Hans Jensens børn Hansen.
Gårdmand Jens Larsen, Kristianshøj, Kr. Værløse, lader sit første barn, f. 06.02.56
kalde Hans Jensen, altså kort før den sidste forordning, og naturligvis får de efter-
følgende børn samme efternavn til Karen Marie Jensen, f. 12.03.7 I.
Folketællingslisten for 1870 angiver stadig efternavnsskifte, også for de yngre
ægtepars børn; men i 1880 er alle de yngre ægtepars børn noterede med faderens
efternavn.
Fra 1856 var navneforandring afhængig af kgl. bevilling og kunne altså nægtes
efter skøn; men ved lov af 22. april 1904 blev der givet lovmæssig ret til at antage
et nyt slægtsnavn, og denne tilladelse omfattede også de umyndige børn under 18 år.
Dog kunne man ikke få et slægtsnavn, der i forvejen var forbeholdt en familie, og
heller ikke et navn, der afveg stærkt fra den gængse sprogbrug eller havde en mere
eller mindre skjult, upassende betydning. En fraskilt hustru kunne ligeledes få sit
pigenavn igen.
Mange benyttede sig omgående af dette, og vi fik ved den lejlighed mange smukke
og karakteristiske danske eftern avne sat igang. Nu, ca. 60 år efter, antages flere og
flere nye efternavn e, der vel er særprægede, men ikke i sig selv har nogen betydning
eller oprindelse i vort sprog. Man kunne ønske, at der fremkom forslag til efternavne,
der på den ene eller anden måde var afledet af vore gamle stednavne, det være sig
by-, mark-, vej- eller andre stednavne; ja, selv navne på ting eller redskaber, der nu
er gået af brug; dog naturligvis ikke, så det kan virke latterligt.
Med kvindens efternavn går det bestandigt ringere. år hun gifter sig, antager
hun automatisk mandens efternavn, men ikke hans måske særprægede mellemnavn.
Bliver hun skilt, får hun ikke automatisk sit pigenavn igen, og efterhånden forsvin-
der hendes fornavn og identitet helt, idet der ofte skrives f. eks. fru gårdejer (man-
dens navn). Det var en smuk opgave for de kvinder, der arbejder på deres ligeberet-
tigelse med mændene at få bremset et sådant forhold i tide, for, som det vil ses af
denne artikel, er gammel sprogbrug svær at ændre.

(Overvejende uddrag af provst Ove Degenkolvs artikel i Lolland-Falsters historiske
Samfunds årbog 1941, s. 163 ff.).

6