Page 7 - Årsskrift 1965 fra Historisk Forening Værløse

hvis både farfar og morfar hed Peder, da to drenge så måtte kaldes Peder begge to,
og man dengang var noget utilbøjelig til at give et drengebarn to fornavne. Lidt
lettere gik det med pigerne, der ofte havde to fornavne: Inger Marie, Ane Kirstine
osv.
Om det var muligt ventede man ofte med at give barnet bedsteforældrenes navn
til vedkommende bedstefar eller -mor var død, eller i hvert fald lå for døden, for de
gamle holdt ikke af at blive opkaldt for tidligt, da det kunne medføre en snarlig død.
Denne fastholden ved at opkalde børnene efter bedsteforældrene gav sig særlig
grelle udslag, når der i en familie kun blev født piger, for de fik så ikke altid lige
kønne fornavne, der er afledede af mandsnavne: Axeline, Jacobine, Thomasine
Tomine osv., for dog i nogen grad at mindes de afdøde bedsteforældre.
Lige til forordningen af 4. jan. 1799 afskaffede trolovelsen, havde denne skik ofte
givet anledning til en navngivning, som vi i dag vil finde pudsig. Trolovelsen, der
blev højtideligt indført i kirkebøgerne med forloveres underskrift, bevirkede nemlig,
at de trolovede flyttede sammen som mand og kone, og de var ikke altid særlig hur-
tige til at blive ægtevie de, da bryllupsfesten helst skulle passes ind i landsbyens
festers ramme, og økonomiske hensyn vel også gjorde sig gældende.
Skete det nu, at hustruen blev frugtsommelig, hvad der ofte var tilfældet, og
fæstemanden døde inden vielsesdagen, fik barnet naturligvis hans navn, hvis det var
et drengebarn, selvom vedkommende fæstemø var blevet både trolovet og gift igen
inden dette barns fødsel. Var en kvinde blevet trolovet, og fæstemanden døde inden
vielsen, og uden at hun var blevet frugtsommelig ved ham, så blev det første drenge-
barn, som hun fik med den næste mand, i reglen opkaldt efter den afdøde fæste-
mand.
Mange præster var da også utilfredse med hele dette forhold, og gjorde hvad de
kunne for at få de trolovede til at gifte sig så hurtigt som muligt.
Ved det kgl. reskript af 1I. dec. 1812 blev det påbudt, at kirkebøgerne fremtidig
skulle føres i 2 eksemplarer, den ene af sognepræsten, den anden af degnen, og disse
to bøger måtte aldrig være under samme tag nogen nat, for at de ikke begge skulle
brænde i tilfælde af ildsvåde.
Her fortsatte man stadig med kun at indskrive barnets fornavn; men ved en for-
ordning af 30. maj 1828 blev der befalet, at et barn allerede ved dåben skal benæv-
nes ved det familie- eller stammenavn, som det i fremtiden skal bære. Fra sidst i
1828 finder vi da de døbte børn anført med fulde navn efter formen: Hans Jensen,
søn af Jens Olsen. Også pigebørn skulle angives på denne måde: Maren Jensen,
datter af Jens Olsen og ikke efter formen: Maren Jensdatter. Denne betegnelse,
Maren Jensdatter, blev iøvrigt forbudt ved kancelliskrivelse af 22. oktb. 1829; men
den fortsatte dog til op i 1850-erne.
Men hvorledes har det sig egentlig med formen Hans Jensen, søn af Jens Olsen?
Hvornår er denne form egentlig forbudt? Den er forbudt ved forordningen af 1828,
men den blev ganske naturligt ikke forstået. Ved cirkulære af 6. aug. 1856 er for-
ordningen af 30. maj 1828 og kancelliskrivelse af 4. oktb. 1828 forklaret derhen, "at
det faste familie- eller stammenavn, der efter forordningen af 30. maj 1828 eengang
er blevet valgt, ikke blot skal komme til anvendelse for alle børn i den samme gene-

5