Page 13 - Bavnen 2021/2 Værløseegnens Historiske Forening
P. 13

BAVNEN                                                            13


        Over  for  Lille  Værløse  Skole,  hvor  vores  børn  gik,  lå  der  også  en
        slikmutter-butik,  her  kaldet  Ismejeriet.  Når  jeg  skriver  dette  i  datid,
        skyldes  det,  at  butikken  nu  er  historie.  Efter  en  juridisk  tvist  med
        bygningens ejer (boligselskabet DAB/Toftebo) måtte indehaveren dreje
        nøglen  om  i  efteråret  2020.  Miseren  var  –  ifølge  lokale  medier  –  at
        butikken,  uden  tilladelse,  gennem  flere  år  havde  fungeret  som
        udleveringssted for pakker købt på nettet. For butiksejeren gav det et lille
        supplement  til  salget  af  brød,  slik,  tobak  og  drikkevarer,  men
        boligselskabet var utilfreds med den ekstra trafik, det betød.

        Hvorfor is?
        Man kan spørge, hvorfor den lille kiosk/butik lød navnet Ismejeriet?
        Ismejerier var oprindelig små, lokale mælkeudsalg, som selv udskilte
        fløden ved at nedsænke spande med mælk i vand med knust is. Siden
        begyndte disse butikker også at sælge isblokke til kundernes isskabe.
        Efterhånden som alle fik moderne køleskabe, overlevede ismejerierne i
        mange år som nærbutikker for salg af brød, mejeriprodukter og enkelte
        købmandsvarer, herunder slik. Som barn var jeg selv mælkedreng for et
        sådant  ismejeri  (i  Islev  såmænd),  hvor  jeg  bragte  frisk  mælk  og
        morgenbrød ud til kunderne.
        Toftebo er bygget i 1949, og ismejeriet lå der fra starten, hvor det var et
        klassisk mælkeudsalg. Dermed var det formentlig Værløses og muligvis
        Furesøs ældste eksisterende butik, da den lukkede. To af foreningens
        medlemmer, Lise Nielsen og Hanne Wahlberg, som begge har gået på
        Lille Værløse Skole, husker tydeligt de første damer, som ekspederede
        i ismejeriet, fru Hansen og fru Jarling. Om de var ejere, forpagtere eller
        hvad, er dog lidt usikkert. Ismejeriet fik i øvrigt sine mælkevarer fra
        mælkemand Hansen i Hareskovby. Ud over at køre med mælk, som han
        fik fra Jørlunde Mejeri, drev han mælkeudsalget i Hareskovby. Lise, hvis
        familie var den første, som flyttede ind i Toftebo i 1949, mener også, at
        ismejeriet  solgte  isblokke  til  folks  isskabe.  Hun  husker  dog  ikke,  at
        skolebørnene købte slik i butikken, det gør til gengæld hendes mand,
        som også gik på skolen. Det var formentlig mest noget, drenge gjorde.
        Der er dog næppe blevet udskilt fløde i isspande i Toftebo-butikken.
   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18