Page 19 - Bavnen 2021/1 Værløseegnens Historiske Forening
P. 19
BAVNEN 19
Det har sikkert heller ikke været noget mænd gik op i, og de, der har tegnet
eller malet, har nok for det meste - eller udelukkende - været mænd.
Det at spinde har ofte været en vigtig del af et eventyr, fx Tornerose,
Rumleskaft - med efterhistorien om de tre mostre - og sagnet om Arackne.
Filtning
Meget af datidens uldtøj blev også valket, dvs. det blev omdannet til filt.
Denne proces gjorde ulden mere slidstærk, tættere og varmere.
At uld kan filte af sig selv, det har de fleste nok oplevet. Det skyldes bl.a.
varme og sved fra kroppen - og sved indeholder bl.a. urinstoffer, som
fremmer filtning. Hvis man havde svært ved at få et emne af uld til at filte,
så kunne man blot tisse på det - så hjalp det straks. Ulden filtrer, fordi de
fine fibre har modhager ligesom velcro, og de vil gerne hænge sammen.
Dette er også en stor hjælp, når man spinder.
Uld er den eneste fiber, der kan filte helt af sig selv.
Nutidens filtere kan lave hele kunstværker, se fx Birgittes kat og lam i
udstillingen. De bruger bl.a. spælsau-uld til deres arbejder, og der arbejdes
også med forskellige nåle, der kan trække de forskellige farver uld frem
til fx øjne. De dygtige filtere kan bl.a. opleves på fåremarkeder rundt
omkring i landet, og man kan se filtenåle i udstillingen.
Sorte får
Man hører af og til tale om ”familiens sorte får”. I de fleste fåreracer udgør
et sort får en undtagelse. Efter gammel overtro var dette dyr mærket af
Fanden selv! Der var normalt så få af de sorte får i flokken, at deres uld
ikke kunne sælges. Derfor blev disse får anset som værdiløse, og ansås
for en ulykke og en forbandelse for ejeren. Det er så denne forbandelse,
der har hængt ved i udtrykket ”familiens sorte får”.
Dette, at de blev anset for værdiløse, er så meget desto mere underligt,
som det at farve ting sorte ret langt op i tiden både var besværligt og
kostbart.
Det nøjsomme får var et meget nyttigt husdyr, for foruden uld gav det jo
også kød at spise og tælle til at støbe lys af.